Ryan Gosling spiller Ryland Grace, en skolelærer, der vågner alene i et rumskib uden at ane, hvordan han er havnet der. Via tilbageblik – doseret efter behov snarere end logik – opdager han, at han er sendt af sted for at redde Solen fra en galakseomspændende parasit. Sandra Hüller er den kolde, handlekraftige Eva Stratt, der har sendt ham af sted, og det hele bevæger sig mod en klassisk “menneskehedens sidste håb”-mission langt ude i rummet.

Udgangspunktet fejler ikke noget. Problemet er prioriteringen.

Intruktørparret Phil Lord og Christopher Miller vælger konsekvent relation frem for idé. Det gælder især mødet med rumvæsenet Rocky, som er tænkt som filmens følelsesmæssige motor. Men det bliver aldrig andet end et teknisk avanceret muppetshow. Venskabet opstår ikke – det etableres, fordi filmen insisterer på det.

Det er her, konstruktionen giver efter. Ikke fordi filmen mangler følelser, men fordi den vil have dem uden modstand. Resultatet er ikke varme, men en form for intergalaktisk følelsesporno, hvor relationen presses igennem uden tyngde. Derfor kører filmen i tomgang i lange stræk – ikke fordi der ikke sker noget, men fordi det, der sker, ikke føles nødvendigt.

Samtidig er det slående, hvor lidt filmen interesserer sig for sin egen præmis.

Romanen 'Project Hail Mary' forklarer, hvordan man når 12 lysår ud i rummet på få år. Filmen gør ikke. Den nævner energikilden, nikker mod noget videnskab – og går videre. Ingen forklaring på drivkraftsystemet, ingen reel fornemmelse af hastighed, ingen konsekvent brug af relativitet. Det hele reduceres til et postulat.

Dermed forsvinder fundamentet. Når rejsen ikke er fysisk forankret, mister den vægt. Risikoen bliver abstrakt, og de situationer, der burde være livsfarlige, passerer uden konsekvens. Man tror ikke på det, og så virker det heller ikke.

En sammenligning med Douglas Trumbulls 'Silent Running' fra 1972 er oplagt. Men den film turde blive i stilheden og ubehaget. ‘Project Hail Mary’ søger konstant videre mod næste følelsesmæssige payoff.

Selv de store scener mangler spænding. Ikke fordi de er dårligt udført, men fordi filmen hele tiden neutraliserer risikoen. Den er for pæn, for kontrolleret, for ivrig efter at behage.

Der er enkelte øjeblikke – især i tilbageblikkene med Grace og Stratt – hvor historien får ægte tyngde. Men de drukner i en helhed, der presser følelser frem i stedet for at opbygge dem.

Til sidst står man med en film, der fravælger det interessante til fordel for det letfordøjelige. Den kunne have været stram, kold og præcis. I stedet er den langtrukken, blød og påtrængende.