Superpedantisk opsummering af film
Jeg er lidt pedantisk. Jeg mener at man skal linke hele tiden, og lade være med at skrive forkerte ting.
Jeg føler mig lidt vred og høj i hatten, når - især - autoriteter begår småfejl (se bare Thomas Treo, musikanmelder, der ikke kunne kende forskel på Don’t Worry Be Happy og Three Little Birds i en cover-version), og bruger også en del af mine anmeldelser til at gå i rette med mindre observante anmeldere.
Men Mike Caulfield har givet pedanteriet et nøk til. Han sætter elektronhjernen til at se filmen og finde fejl i menneskenes opsummeringer.
I professionel sammenhæng, render min elektronhjerne efter skribenter af kød og blod, og opfordrer dem til at stave korrekt. Men jeg kan se, at pedanteri/faktatjek kan bringes op på et helt nyt niveau.
Det er næsten for meget af det gode. Men også ganske inspirerende. En verden af hurtige fejlrettelser og gode links er måske en bedre verden.
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.














Tilføj kommentar