Det er en nævningesag, og alt afhænger af juryens sammensætning. De indledende manøvrer ender med et rent hvidt, meget fordomsfuldt nævningeting, men ikke desto mindre slutter historien med en mirakuløs frifindelse af morderen fremkaldt af McConaugheys følelsespornografiske procedure, der modsiger filmens centrale budskab ─ at loven må ske fyldest uanset hvad. Selv havde jeg naturligvis dømt fyren skyldig i manddrab, for det var, hvad han begik overværet af måske hundrede vidner. Ja, hans stakkels datter var blevet mishandlet af to skiderikker, men det er jo netop lovens funktion at si følelserne fra i den slags sager. Den kendelse var dæleme aldrig faldet i virkelighedens Mississippi.