Red Sparrow (2018)

Titlen er en anakronisme, for russerne er ikke spor røde længere, selv om filmen gør alt for at genoplive den kolde krig, som den så ud i tresserne. Hovedpersonen (spillet af Jennifer Lawrence) er af sin onde onkel (Matthias Schoenaerts), der er højt placeret i Putins efterretningstjeneste, blevet tvunget til at uddanne sig til forførerisk agent, og hun bliver nu pudset på en CIA-mand for at få ham til at røbe, hvem amerikanernes muldvarp i Kremls inderkreds er. Filmen er flot og ambitiøs, men også prætentiøs og alt, alt for lang og indviklet, og kemien mellem de to hovedpersoner er ikke-eksisterende. På trods af sit veltrimmede udseende er og bliver Jennifer Lawrence aldeles usexet, og Joel Edgerton er alt andet end den “handsome American”, filmen postulerer. Ind imellem de ulideligt langtrukne scener diverteres man med både tortur og porno (og torturporno) og går til sidst hjem med en klar fornemmelse af igen at have spildt et par timer af sit liv.