En 17-årig pige, der har alverdens sygdomme og er bundet til en kørestol, får mistanke om, at hendes mor ikke har rent mel i posen. Og så siger vi ikke mere, ud over at historien er som snydt ud af næsen på “Misery” og omtrent lige så spændende.

Men, men, men … i modsætning til Stephen Kings historie, der hang fint sammen, er der i denne fortælling så mange plothuller, at man gør klogt i at lukke hjernen ned, før man laver popcorn og sætter sig til rette i sofaen. Når jeg alligevel anbefaler filmen, er det, fordi produktionsværdien er i top, og Sarah Paulson og den unge Kiera Allen spiller forrygende, og der er garanti for nedbidte negle her.

Kiera Allen sidder også privat i kørestol og er endnu et eksempel på Hollywoods efter min mening fjollede kamp mod kulturel appropriation. Det er åbenbart en fornærmelse af de grove at sætte en rask person til at spille syg eller en hvid til at spille sort. Tja, tiderne skifter, og vi må huske, at kvinder blev spillet af mænd på Shakespeares tid. Under alle omstændigheder er den unge dame rigtig god til rollen, og så er alt jo på sin rette plads.