Af alle ukurante julesange (altså alle dem, der er kommet til den oprindelige perfekte liste, siden jeg var barn) hader jeg nok “Søren Banjomus” mest, og på andenpladsen kommer “Last Christmas”. At man ligefrem har lavet en film over den, er lidt af en udfordring, som jeg besluttede mig at tage op. Det var svært for mig at finde rundt i historien, som er noget forbandet rod med distraherende, overflødige sidehistorier, men den handler om en forvirret ung pige, Kate (Emilia Clarke), som er ansat i en helårs-julebutik ejet af Michelle Yeoh, der er bidt af en gal julemand. Kate roder rundt i sine forhold, men møder en dag den sympatiske Tom Webster (Henry Golding), og sød musik opstår. Man behøver ikke lede efter tøse/julefilmsklicheerne; de kommer dumpende af sig selv, men til gengæld kommer der hen mod slutningen en uventet overraskelse, som fik mig til at vågne op. En rigtig god idé, som hele plottet faktisk er bygget op over, uden at man ved det. Resten er fyld, fyld, fyld. Emilia Clarke er utrolig charmerende. Jeg er vild med hendes udtryksfulde øjenbryn og sprudlende energi, men historien humper og halter, og Peter Mygind (som Yeohs danske bejler) tumler rundt som en spastisk lammet hund i et spil kegler. Og den gyselige sang spilles lidt for tit.