Lee Childs romanfigur Jack Reacher er som et pust fra halvtredserne, hvor bøger og film vrimlede med gode og uovervindelige helte, som ikke behøvede pifte deres image op med spandexkostumer. Reacher er en tidligere soldat, som efter at have tjent sit fædreland nu redder kvinder (og dyr) i nød. Han har en analytisk hjerne, som Sherlock Holmes ville misunde ham, en retfærdighedssans, der ikke lader sig bremse af regler og love, et hjerte af guld og en krop af granit, der kan tåle tæsk med et koben uden synlige skader. Seriens nøgleord er ikke realisme, men fart, tempo og underholdning.

Historien er kringlet, og der er en del huller i den, men dem ser man ikke rigtig, mens handlingen spurter af sted. Specialeffekterne er yderst blodige, men også relevante for plottet, som rummer masser af voldelige sekvenser. Det er en velproduceret, velcastet og som sagt meget underholdende serie, der giver de to film med Tom Cruise som Jack Reacher seriøst baghjul og holder seeren fanget i en skruestik. Det allerbedste ved den er den totale mangel på wokeness, der er så ulideligt fremtrædende i mange andre af tidens serier. Titelrollen spilles af den mig ubekendte Alan Ritchson, der (i modsætning til Cruise) har den rette fysik, og de fleste andre roller er også rigtig godt besat. Jeg vil især fremhæve filmens kvindelige hovedperson, betjenten Roscoe Conklin, der spilles af Willa Fitzgerald, som vi med garanti kommer til at se meget mere til i fremtiden.

Anmeldelse: Jack Reacher

4 ud af 5 snigskytter. Bundsolid og helvedes godt sammenskruet thriller af den gamle skole.