Reacher, sæson 1 (2022)

Det begynder næsten som en western, blot i moderne tid: En fremmed vandrer ind i en lille by og bliver straks anklaget for et mord og smidt i spjældet. Den fremmede er et (meget) stort muskelbundt, som viser sig at hedde Jack Reacher og være tidligere elitesoldat og militær efterforsker, og snart begynder han at samarbejde med den lokale politichef, først for at rense sig selv, og siden, da den myrdede viser sig at være hans bror (i en af seriens mange usandsynlige tilfældigheder). Reacher er så god til at slås, at han uden problemer kan gennemtæve et halvt dusin bevæbnede muskuløse banditter, og samtidig har han analytiske evner på ,linje med Sherlock Holmes, så han får sammen med politichefen og den kønne betjent Roscoe langsomt optrevlet et kompliceret komplot, der involverer korrupte politifolk, korrupte politikere, korrupte forretningsfolk, korrupte embedsmænd og sydamerikanske gangstere (som givetvis også er korrupte). Folk bliver myrdet og dræbt til højre og venstre på mere eller mindre bestialsk vis, og selvom det snart bliver klart for vores helte hvem der står bag, er det svært at bevise - og hvad handler det i det hele taget om? Men Reacher kan klare alt og er aldrig i tvivl om det.

Reacher fungerer okay som ren action-underholdning, men hovedpersonen har omtrent lige så meget karisma som et 70'er-betonbyggeri, og rollerne er ret klichefyldte, fx den retskafne politichef omgivet af korrupte betjente, bortset fra den kønne kvindelige betjent som (ganske uforståeligt) forelsker sig i vores voldelige hovedperson, den psykopatiske rigmandssøn som ingen tør røre, borgmesteren som ikke vil have at man efterforsker rigmanden, som har skaffet penge til byen, og så videre og så videre, og ingen af skuespillerne magter at udfylde deres roller mere end det absolut påkrævede (måske med undtagelse af Willa Richardson som Roscoe). Der er som nævnt en masse usandsynligheder, man må acceptere for at få plottet til at køre. En af de mest blatante er det store slutopgør i en lagerhal fyldt med meget værdifulde, let antændelige varer: Selv da hallen er halvvejs opslugt af flammer, går ikke en eneste sprinkler i gang. Jamen, helt ærligt... Hvis man lader sig genere af den slags detaljer, bør man undlade at se Reacher, i hvert fald denne første sæson, som er baserer på forfatteren Lee Childs debutroman Killing Floor. At det er en debut kunne måske undskylde nogle af usandsynlighederne, men jeg kan læse mig til at sådanne usandsynligheder nærmest er varemærket for Childs bøger om Jack Reacher - lidt ligesom Dan Browns bøger om Robert Langdon. Endnu et kritikpunkt er at serien med sine 8 episoder af omkring en time er lovlig lang for selv så kompliceret et plot (men okay, ikke så dræbende lang som en sæson af 24 timer).

To af Childs senere Reacher-romaner er filmatiseret med Tom Cruise i hovedrollen; dem har jeg ikke set og kan derfor ikke udtale mig om. Jeg vil dog tro at Cruise tilføjer hovedpersonen en smule af den charme, som tv-seriens Alan Ritchson mangler  Til gengæld er Ritchson med sine muskelsvulmende 191 cm mere troværdig som uovervindelig slagsbror end jeg tror Tom Cruise med sine spinkle 171 cm kan være - med mindre Hollywood har fundet en masse gangster-skuespillere, som er endnu mindre.