Lars Ølholms 'Slangedræber' er den første danske tv-serie produceret direkte til Prime, og det er ikke nogen ligegyldig detalje. Serien lægger nemlig bevidst afstand til klassisk dansk krimi og orienterer sig i stedet mod et amerikansk format med stram klipning, højt tempo og konstant fremdrift – tydeligt beslægtet med politiserier som 'The Shield' og 'The Wire'.

Pilou Asbæk spiller en urobetjent, der endnu ikke er brændt ud, men dog godt nedslidt. Figuren er indadvendt, kontrolleret og uden behov for publikums sympati. Serien gør intet for at bløde ham op, og det er et bevidst valg. Problemet er ikke dybden, men spændvidden. Rollen fastholdes så konsekvent i samme register, at der hen ad vejen opstår en vis fladhed. Tempoet er højt, men hovedfiguren flytter sig for lidt.

Titlen 'Slangedræber' er taget fra den ikoniske statue i Politigårdens mindehal. Dog handler serien ikke kun om bekæmpelse af ondskab, men også om hvad man selv bliver, når man lever af det. Ondskaben er ikke individuel, men strukturel og institutionel. Systemet er ikke defekt, men velfungerende – og netop derfor problematisk. Det er en stærk præmis, men den gentages oftere, end den udvikles.

Under den amerikanske overflade ligger en meget dansk erfaring. Serien tager udgangspunkt i den daværende Uropatrulje og den blakkede moral, der prægede dele af politiets gadearbejde op gennem 70'erne og (her) 90’erne, kort før afdelingens endelige afvikling. Halmtorvet og omegn – før byfornyelse og caféromantik – var et område præget af prostitution, misbrug, vold og konstant polititilstedeværelse. Det var et miljø, hvor regler blev bøjet af nødvendighed, og hvor prisen først viste sig senere.

Den erfaring genbruges direkte i 'Slangedræber', som forudsætter, at man i visse områder ikke kan håndhæve orden uden selv at blive kompromitteret. Det giver autenticitet og tyngde, men det skaber også en dramatisk begrænsning: Moralen er allerede nedslidt fra start. Der er mindre plads til eskalation, fordi udgangspunktet ligger dér, hvor mange serier normalt først ankommear senere.

Tempoet fejler intet. Serien er energisk, kontant og effektivt klippet. Det visuelle udtryk er professionelt og funktionelt. Man undgår den traditionelle grå danske krimiæstetik og arbejder køligt med rum, afstand og magt. Produktionsværdien er høj og tydeligt løftet af Prime-rammen. Til gengæld bliver svaghederne også mere synlige: Birollerne er ujævnt castet og ofte tyndt skrevne. Flere figurer fungerer primært som tematiske markører og når ikke at få egentlig vægt i det hurtige format.

Resultatet er en serie, der markerer et vigtigt skridt for dansk tv-drama, men ikke fuldt ud indfrier ambitionerne. Solid, ambitiøs, konsekvent og svært underholdende – men ikke det gennembrud, den selv lægger op til.