Den 15-årige Kayla (Joey King), hendes veninde og hendes far (Peter Sarsgaard) holder ind til siden på en snedækket vej, fordi veninden skal forrette sin nødtørft. De to piger forsvinder ind i skoven, men kommer ikke tilbage. Faderen finder efter nogen tids søgen sin datter ved en bro over en flod, men veninden er væk, og datteren tilstår, at hun har skubbet hende ned i floden. 

Resten af filmen følger ham og hans fraskite kone (Mireille Enos) i deres desperate forsøg på at dække over den forfærdelige forbrydelse og beskytte deres datter. Den ene løgn afføder den anden og endnu en, og endnu en, indtil det komplicerede net af bortforklaringer presser dem til at træffe helt utænkelige beslutninger ─ alt sammen for at redde deres lille pige.

Filmen er ret enkelt fortalt. Selv om det er en Blumhouse-produktion, er der ingen horror, kun kolde gys. Spændingen opbygges af de interaktioner, parret har med andre voksne, og som udløser nye løgne. Den 15-årige teenager er uberegnelig og svær at styre, og forældrenes behov for at beskytte hende over for enhver, der truer deres sikkerhed, stiger langsomt til aggressive højder, godt drevet af deres egen paranoia.

Alle tre (Sarsgaard, Enos og King) spiller fantastisk. Jeg har før kritiseret King, som efter min mening var fejlcastet i 'Bullet Train', men her er hun fænomenal. Filmen ender med et twist, der hiver tæppet væk under os, men det er det gode manuskript og trioens spil, der hæver den over gennemsitsthrilleren.

Anmeldelse: Bullet Train

3 ud af 5 højhastighedstog. David Leitch, som har instrueret gode film som “Atomic Blonde” og “Hobbs & Shaw”, skruer ambitionerne i vejret med “Bullet Train”, en vild actionbasker i japanske omgivelser med alt, hvad den kan trække af Tarantino-...