Tryl dine videoer om til mkv - det moderne videoformat
DR udsender video i ts-formatet. Det er lidt gumpetungt og kan ikke afspilles let på alle platforme. Heldigvis kan man skifte videoformat på ingen tid.
DR udsender video i ts-formatet. Det er lidt gumpetungt og kan ikke afspilles let på alle platforme. Heldigvis kan man skifte videoformat på ingen tid.
Som jeg husker det, var 90'ernes satire ikke særlig meget ved.
De voksne lavede politisk korrekt teaterdirektørhumor ⟲. Det fandt jeg forholdsvis ulideligt.
Stand-uppernes kopier af amerikanske forbilleder ⟲ fik mig heller ikke rigtigt i omdrejninger.
Men så kom Banjos Likørstue. Groft nok til at vække mig, plat nok til at underholde mig, uartigt nok til at more mig. Som de skriver på Wikipedia ⟲ "Af DRs hjemmeside fremgik det i en lang periode, at Banjos Likørstue er det program, der historisk set har fået flest seerklager per udsendelse."
Jeg husker, at jeg så det med fornøjelse dengang for 15 år siden. Så da de dukkede op i nyrestaureret udgave på DR, optog jeg dem igen. Om jeg får set dem igen er yderst tvivlsomt. Det er ikke på nogen måde stuerent eller -egnet og man kan ikke bade i det samme toilet to gange.
Men så kan projektet i det mindste bruges til lidt undervisning i moderne videoformater.
Optag alle afsnit med TV4ever«
Man optager Banjo ⟲ med Chrome-app'en TV4ever. Det er forklaret fint i Optag let fra DR med TV4ever.
Det tog mig ca. 25 minutter at optage 25 programmer.
Omform optagelserne med Avidemux«
Når optagelserne er i hus, kan man se på dem. VLC kan sagtens afspille dem.
Men Chromecast, Chromebook og diverse andre afspillere kan have deres problemer.
Selvom de udmærket forstår videosporet (h.264) og lydsporet (AAC).
Ts-beholderformatet er et problem for dem.
Den letteste måde at ordne det på er at indlæse optagelsen i Avidemux og, i nederste venstre hjørne, bede om Output Format: Mkv Muxer.
Herefter vil et simpelt klik på disk-ikonet eller et slag på CTRL+S give en mulighed for at gemme optagelsen i mkv, et moderne videoformat flere afspillere forstår.
Men man kan også omforme flere filer ad gangen.
Det er bare væsentligt sværere.
Kun for øvede: MKVToolNIX GUI«
MKVToolNIX GUI er ikke et mundret navn og arbejdsgangen er heller ikke verdens enkleste.
Det vil sig, vil man bare trylle én ts-optagelse om til en mkv-fil er det let nok.
Man trækker ts-filen ind og slipper den over Source files og trykker på Start muxing-knappen i bunden. 5 sekunder efter har man en Chromecast-egnet mkv.
Men hvad med 25 filer i ét hug? Spænd sikkerhedsselen, for det er svært på Windows.
- Træk den første fil ind og slip den over Source files
- Vælg Merge-rullegardinet, så Show command line.
Det giver mig noget i retning af
"C:/Program Files/mkvtoolnix\mkvmerge.exe" --output ^"E:/DR/banjos-likoerstue-saeson-1-1-11 ^(1^).mkv^" --language 0:und --language 1:und ^"^(^" E:/DR/banjos-likoerstue-saeson-1-1-11.ts ^"^)^" --track-order 0:0,0:1
- fordi mit mkvmerge-program ligger gemt i C:/Program Files [...] og mine Banjo-optagelser ligger i E:/DR [...] - Tryl nu denne kommandolinje om til et script, der kan æde, omforme og gemme 25 filer som mkv.
Det lyder svært, men er ikke umuligt.
- Jeg fandt Notesblok frem, skrev
for %%a in (*.ts) do ("C:/Program Files/mkvtoolnix\mkvmerge.exe" --output "E:/DR/%%a.mkv" --language 0:und --language 1:und "(" "%%a" ")" --track-order 0:0,0:1)
og gemte dette dokument som mkv.bat nede i E:\DR (hvor mine optagelser ligger) - Jeg fandt Filhåndtering frem og dobbeltklikkede på mkv.bat nede i E:\DR.
- Og mere skulle der egentlig ikke gøres. De nye mkv-filer begyndte at vokse frem automatisk. Efter 25*5 sekunder var alle optagelserne blevet Chromecast- og mobilvenlige.
Det bliver desværre næppe lettere. Manden bag programmet har forklaret at han ikke vil give massebehandling en grafisk brugerflade ⟲.
Og dine egne optagelser?«
For tiden er det forholdsvis populært at gemme sine egne videoer som mp4 - h.264-videospor, aac-lydspor og mp4-beholderformat.
Det er der ikke noget galt i: rigtig mange apparater, kan afspille den slags filer.
Men overvej også mkv. Flere og flere apparater og programmer afspiller nu mkv, og med mkv er der altid plads til flere lyd- eller undertekstspor.
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kommentarer
Nu også Rockerne, Cykelholdet og Angora
Du kan nå at optage det gamle tv-guld inden det forsvinder:
https://www.dr.dk/tv/se/drengene-fra-angora ⟲
https://www.dr.dk/tv/se/team-easy-on/team-easy-on-1-21 ⟲
https://www.dr.dk/tv/se/rockerne/ ⟲
Tilføj kommentar