Ved Navalnys død

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 16. februar 2024 - 22:37 [1]

En note til kynikerne. "Det var jo hvad man kunne forvente, når han satte sig op mod diktatoren". Jo. Det er rigtigt. Folk der sætter sig op mod diktatorer, risikerer at blive slået ihjel. Men den trøstesløse bemærkning "Det var jo hvad man kunne forvente" trøster ingen, og hjælper ingen. Det er en ubrugelig sentens. Det er en ubrugelig holdning.

Lech Wałęsa satte sig op mod overmagten og kom i fængsel. Václav Havel kritiserede systemet og kom i fængsel i 7 år. Nelson Mandela sad i fængsel i over 25 år.
"Det var jo hvad man kunne forvente". De blev dog også alle præsidenter, da diktaturerne faldt. Var det hvad man kunne forvente?
"Det var jo hvad man kunne forvente" er en elendig sten som vejen til helvede er brolagt med.

Putin slår oppositionen ihjel.
"Det var jo hvad man kunne forvente"
Putin invaderer et land.
"Det var jo hvad man kunne forvente"
Putin invaderer endnu et land.
"Det var jo hvad man kunne forvente"
Putin invaderer dit land.
Er det hvad man kan forvente?
Ja, hvis man ikke gør noget, og accepterer den organiserede ondskab, så kan man kun forvente elendigheder.

Alexei Navalny og hans familie var gjort af et andet stof. De vidste at det var livsfarligt, at sætte sig op mod giftdværgen i Kreml. Men det skulle ikke afholde dem fra at afsløre korruptionen og kriminaliteten. De kæmpede for et mere retfærdigt og fredeligt Rusland.

Danskernes yndlingscitat er
- Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!

Sådan levede Navalny og sådan bør vi også leve.

Brug nogle af dine penge på at støtte oppositionen i Rusland. Brug nogle af dine penge på at støtte Ukraine.
Det bliver aldrig billigere end nu. Der er ingen præmier til de der venter. Mørke, der ikke bekæmpes, vokser sig kun større og stærkere.

Du kan støtte oppositionen i Rusland via Navalnys organisation. Jeg bruger Patreon-muligheden. Og så går der også mange penge til Den danske Ukraine Komité.
For, som de siger "Hvad ville du have gjort under 2. Verdenskrig? Det samme som du gør nu."

Kommentarer

Lars Bechs billede

Vægtigt og vigtigt indlæg. Der er al mulig grund til at støtte ikke kun Ukraine, men også de kræfter, som taler imod Rusland og Putin. Det er vores fremtid der er på spil.

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.