Bittersødt drama, forholdsvis socialrealistisk, fra Norge.

Julie nærmer sig de 30 og rokerer rundt på uddannelser, arbejde og kærester for at finde noget, der kan passe; en tilværelse der er nogenlunde værd at opholde sig i.

Det bliver til et overraskende godt generationsportræt (faktisk portræt af flere generationer) og bolsjerne blandes så godt, at det altid er spændede at se hvor det store hverdagsdrama i 12 akter nu drejer sig hen.

Filmen har, fuldt fortjent, fået masser af filmpriser. Endda en af de fine fra Cannes.

Den kommer vidt omkring, men føles alligevel ganske tilfredsstillende og interessant.

Bare denne tale fra en samler er guld:

For mig handlede alt om at gå i butikker. Gå i pladebutikker og ...Tage sporvognen hen til Voices. Bladre i brugte blade i Pretty Price. [...]

Det er nok noget med, at jeg er vokset op med kulturobjekter, som var fysiske. Man blev interesseret i dem, fordi ... Vi kunne omgive os med dem. Vi kunne ... Tage dem op og holde dem i hånden. Vurdere dem. [...]

Det er det, jeg har brugt mit liv på. At samle på alle de oplevelser. Album eller bøger eller ... Og det ... Jeg fortsatte med det, selv om det er længe siden, det virkelig gav mig noget.

Det var, da jeg var først i 20'erne. Trods det er jeg fortsat ... Nu er det så det eneste, jeg har. Viden og minder om helt idiotiske, ligegyldige ting, som ingen går op i.