Vi tager den lige verbatim:
Vi tager den lige verbatim:
Desperate ytringer om omskæring
– Desperationen breder sig blandt landets omskæringsforsvarere.
Af Morten Frisch, læge, dr.med, ph.d., adj. professor
Gennem mine efterhånden 16 år i omskæringsdebatten er jeg stødt på mange besynderlige udsagn om det naturlige mandlige kønslem, hvis ret til at eksistere frem til ejermandens 18-års alder har været genstand for et eskalerende offentligt råberi på det seneste.
Forklaringen er den, at desperationen breder sig blandt landets omskæringsforsvarere, i takt med at borgerforslag FT-00124 imod børneomskæring, som jeg er medstiller på, nærmer sig de påkrævede 50.000 støtteerklæringer.
8.5 bragte Politiken to debatindlæg, der som drivkraft havde skribenternes eksplicitte foragt for det intakte mandslem. I en ensidig kronik spækket med had, foragt og injurierende løgnagtighed om underliggende antisemitiske motiver hos mig og andre, der ønsker at sikre drenge samme ret til intakte kønsdele som piger, følte krimiforfatter Susanne Staun sig kaldet til at lufte sin præference for forhudsløse mandlige kønsdele med udtalelsen om, at »den omskårne penis bredt opfattes som langt mere æstetisk end den intakte«.
Det står hen i det uvisse, hvad Susanne Staun baserer denne besynderlige generalisering på, men mon ikke det drejer sig om en amerikansk snarere end en dansk kilde? Og uanset hvad, så er kvinders æstetiske penispræferencer ikke blot komplet ligegyldige i spørgsmålet om drengeomskæringsproblemet. Det er en hån mod læserne og ikke mindst mod intakte mænd, at en kvindelig debattør lader, som om hendes æstetiske præference for forhudsløse mænd har interesse og relevans for andre end hende selv.
I samme avis gav den omskårne og efter eget udsagn 10 procent jødiske skolelærer Allan Wielund udtryk for samme foragt for mange mænds dyrebareste kropsdel. Det skete i endnu et forvrøvlet indlæg spækket med uunderbyggede sundheds- og sexpostulater, som den hjemlige omskæringslobby har haft et vist held med at udbrede.
Om den naturlige, intakte penis skrev Allan Wielund: »Jeg har altid syntes, at en penis med forhud ligner en rå forårsrulle«. Hvorefter han fortsatte sin beskrivelse af den naturlige penisforhud som arnestedet for ’nakkeost’, altså det »skidt, der samler sig under forhuden«, som er »lige så ulækkert, som det lyder«.
Hvis nakkeost hos pubertetsdrenge og mænd, der ikke kan finde ud af at vaske sig, er et argument for at omskære små drenge, så ligger det lige for at omskære små piger også. I sin dæmonisering af den naturlige penis glemmer den omskårne Allan Wielund nemlig – eller han aner det formentlig slet ikke – at dette argument er præcis lige så velegnet til at lovliggøre pigeomskæring. Nakkeost, eller smegma, findes nemlig hos begge køn.
Umiddelbart er disse ubehjælpsomme råberier fra svagt informerede omskæringsforsvarere temmelig trættende. Deres ærinde er at nedgøre det naturlige mandslem og ophøje den omskårne, funktionelt og følsomhedsmæssigt reducerede penis til et ligeværdigt alternativ, som forældre frit skal kunne vælge for deres mindreårige sønner. Det er ganske enkelt utroligt – og ude af trit med vor tids berettigede fokus på individets og dermed barnets rettigheder. Lægeforeningen kalder ligefrem drengeomskæring uden medicinsk indikation for etisk uacceptabelt.
Krimiforfatterens og skolelærerens omskæringsbegejstrede debatindlæg dokumenterer den kolossale forskel, der eksisterer, på, hvad man kan tillade sig at sige offentligt om mandlige og kvindelige kønsorganer. Det er ganske enkelt utænkeligt, at nogen avis vil lægge spalter til et debatindlæg med modsat kønsfortegn fra en mand, der med samme selvfølgelighed som den, Susanne Staun benytter sig af, udtrykker noget i retning af, at »den omskårne vulva opfattes bredt som langt mere æstetisk end den intakte – og så lugter den langt mindre af fisk«.
Tilsvarende ville det være umuligt for en tilfreds omskåret ’10 procent muslimsk’ eller ’10 procent kristen’ kvinde at benytte samme udskamningsretorik over for sine intakte medsøstre ved på samme måde som den 10 procent jødiske Allan Wielund at lovprise sine herligt nakkeostfrie kønsdele med følgende udtalelse: »Jeg har altid syntes, at en klitoris med forhud og tilstedeværelsen af synlige kønslæber ligner et åbent, blodigt sår, som ovenikøbet lugter fælt på grund af den nakkeost, som intakte kvinder danner. Puha, det er lige så ulækkert, som det lyder«.
Omskæringsforsvarerne har aldrig leveret ét eneste reelt etisk argument for, hvorfor kønsbeskæring af raske drenge skal forblive lovligt i Danmark. Hvis man skal se positivt på den seneste tids råberier, så fremstår indlæggene fra folk som Susanne Staun og Allan Wielund som desperate ytringer i en snart tabt kamp. Visse kvindelige og omskårne mandlige debattørers demonstrative ringeagt over for den geniale penisforhud, som ingen rask mandsperson kunne drømme om at skille sig af med, er tydeligt vidnesbyrd om, at vi med borgerforslaget imod børneomskæring er på rette kurs.
https://www.facebook.com/morten.frisch/posts/10216075203730235 ⟲
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kommentarer
Du tager den med NemID
borgerforslag.dk - Indførelse af 18 års mindstealder for omskæring af raske børn ⟲
Tilføj kommentar