A Man Called Otto (2022)

Lur mig, om Tom Hanks ikke skelede til Clint Eastwoods gnavne gamle mand i "Gran Torino", da han medvirkede i Marc Forsters amerikanske genindspilning af den svenske film "En mand ved navn Ove" (som jeg ikke har set og derfor ikke kan sammenligne den med).

Genren er "hjertevarmt hverdagsdrama", altså pladderromantisk sødsuppe ─ noget, jeg normalt løber skrigende væk fra, men min datter, som er Hanks-fan, ville gerne se den, og vi var enige om, at det var en god film. Jeg morede mig faktisk over, at hun mente, den handlede om mig.

I modsætning til The Whale, som også handler om en mand, som livet har gjort fortræd, har både forfatteren og instruktøren her haft sans for, at forhistorier skal vises, ikke bare fortælles ("show, don't tell"), og Ottos forhistorie (spillet af Tom Hanks' søn Truman Hanks) er en romance, der endte i et lykkeligt ægteskab, som gik i spåner, da konen i en trafikulykke mistede parrets ufødte barn og selv blev bundet til en kørestol og siden døde af kræft. Det forklarer, hvorfor Otto er blevet en sur og bitter gammel mand, der vrisser ad alt og alle, men inderst viser sig at være både sød og omgængelig, da naboerne får brug for hans hjælp. Banalt? Ja, også i den grad. men godt fortalt. Og Tom Hanks, som kun midlertidigt går Walter Matthau og Clint Eastwood i bedene, ender med at blive den Hanks, vi kender og elsker fra mange andre film.