"Heaven" skulle have været første del af en trilogi af den afdøde polske instruktør Kristov Kieslowski kaldet "Heaven", "Purgatory" og "Hell". Kieslowski døde imidlertid i 1996 og var ikke i stand til at færdiggøre den, og opgaven blev givet til Tom Tykwer. Filmen forener Tykwers tempofyldte tekniske talent med Kieslowskis langsommere sublime digtekunst, og resultatet er en original, men dybt spirituel oplevelse.

I Torino forsøger engelsklæreren Philippa Paccard (Cate Blanchett) at få hævn over en italiensk narkohandler, som var skyld i, at en af hendes elever begik selvmord. Men det planlagte bombeattentat mislykkes, og hun kommer uforvarende til at dræbe fire uskyldige mennesker i en elevator.  Da Philippa indser konsekvenserne af sine handlinger og bryder hulkende sammen under en afhøring, bliver hun trøstet af en carabiniere, Filippo (Giovanni Ribisi), der er til stede som hendes tolk. Filippo er dybt tiltrukket af den tiltalte og tror på hendes uskyld. Sammen planlægger de en flugt, der fører til endnu en hævnaktion og til sidst til byen Montepulciano.

Filmen skifter derefter fra et grumt virkelighedsbaseret drama til et drømmeagtigt digt om elskende på flugt. Billedsiden er vidunderlig, og jeg har aldrig set hverken Blanchett eller Ribisi bedre. Der er ikke megen dialog i filmen, kun dæmpet stilhed og lidenskabelige blikke. "'Heaven' handler om stilhed," siger Tykwer til The New York Times. "Men alle stilhederne har ti lag".

Det er bestemt ikke en film for enhver, men i mine øjne er den et ubetinget og fuldendt mesterværk.