Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej 4: Ormehavet (2024)

Ormehavet er fjerde og - hvis man skal tro forfatteren - næstsidste bind i Anne-Marie Vedsø Olesens episke fantasyserie inspireret af nordisk mytologi. Vi har i de tidligere bind fulgt vores heltinde, den unge, hvidhårede Snehild med medfødte spådomsevner, og hendes vej til at blive vølve. I bind 1, Snehild, så vi hende flygte fra en fjendtlig ypperstepræstinde og en voldtægtslysten konge gennem Alfheim, alfernes rige, til Jotunheim, jætternes rige, hvor hun blev opfostret og trænet af jættekvinden Hyrrokin og hendes ulvesønner. I bind 2, Misteltenen, drog hun på åndefærd gennem frostriget Niflheim til dødsriget Helheim og stjal en giftklo fra dragen Nidhug. I tredje bind, Ulvegabet, nedsteg hun til dværgenes rige Nidavellir og videre til ildlandet Muspelheim. Besøgene i disse riger har trænet hende i kampkunst, runemagi og spådomskunst, og hun er vokset fra at være et skræmt flygtningebarn til en kraftfuld skikkelse, der omgås på lige fod med jætter og selv aser. I Ormehavet er det naturgudernes vanernes rige Vanaheim, som får æren af hendes besøg.

Ligesom i de første bind, veksler handlingen mellem de magiske riger og de dødeliges rige Midgård, nærmere bestemt jernalderen-kongeriget Sialand (Sjælland), især kongebyen Himlinge og de omkringliggende bygder, og de Games of Thrones-agtige intriger der. Menneskets verden bliver mere og mere påvirket af den optakt til Ragnarok, som danner bagtæppet for Snehilds oplevelser. I Ulvegabet var Fenrisulven sluppet løs i Sialand, og nu skaber Midgårdsormens vridninger oversvømmelser og jordskælv, mens horder af giftslanger slipper løs fra Vanaheim. Derfor må Snehild dele pladsen med to andre kvindelige aktører, den unge krigerkvinde Berghild på hævntogt og den intrigante præstinde Ragnhild, som lige fra starten har været Snehilds modstykke. Disse tre stærke kvinder får omtrent lige mange kapitler hver, men der bliver også plads til blandt andre Himlinges unge konge Roalds rådgiver Brynjulf, som er fanget i en slem kattepine og synker stadigt dybere ned i sit indre mørke.Ormehavet byder på tilpas meget spænding, vold, død og sex, ofte i en skønsom blanding, til at fastholde læseren som bare vil underholdes, men der bliver også plads til smukke passager såsom beskrivelserne af havguderne Ægirs og Rans palads under havet såvel som tanker om skæbne og frihed og om menneskers og guders dårskab. Vi får også endelig afsløret hvem Snehilds fædrene ophav er; noget som har stået hen i det uvisse siden seriens start, om end der er lagt flere ledetråde ud til den opmærksomme læser.

I tidligere bind har Vedsø Olesen skiftet mellem et ligefremt, nøgternt fortællende sprog til begivenhederne i Sialand og et mere floromvundet sprog, præget af lange, poetiske sætninger, til meget af det, som sker i de magiske riger. I dette bind bruger forfatteren i stigende grad dette poetiske sprog i forbindelse med begivenhederne i Sialand. Om det er fordi Vedsø Olesen er blevet mere komfortabel med denne fortællestil, eller om det skal reflektere sammensmeltningen mellem riger, skal jeg ikke kunne sige, men det giver et løft til det eller nogle gange lovlig nøgternt beskrivende sprog, som har trukket en smule ned på min oplevelse af de tidligere bind, som ellers på alle andre måder er anbefalelsesværdige. En anden mindre anke er, at bøgerne fylder mere end nødvendigt i reolen. Teksten er sat i en særdeles læsevenlig fontstørrelse, og de mange korte kapitler (66 styk) begynder halvvejs nede på en ny side. Det betyder at man reelt får 66 sider mindre tekst end bogens 400. Dette har selvfølgelig kun betydning hvis man, som jeg, er ved at løbe tør for reolplads, for bøgerne er ellers flotte og bevaringsværdige og trykt på lækkert papir.

Af Yggdrasils ni verdener mangler Snehild stadig at besøge asegudernes hjem Asgård, og det kommer vi formentlig til at se i seriens femte og sidste bind, som sikkert også giver os fortællingen om Ragnarok, gudernes endeligt. Efter planen udkommer denne afslutning næste år.