Asteroid City (2023)

Wes Anderson er kendt for at lave skæve, lidt underlige film, og Asteroid City er ingen undtagelse. Faktisk er det den mest underlige af hans film, som jeg har set, på flere måder.

Titlens Asteroid City er en lille ørkenby, mest kendt for det meteorkrater som har givet byen navn og for den rest af meteoren som er udstillet samme sted.. Ellers er der ikke meget andet end et motel, en diner, et bilværksted og en forskningsstation. Året er 1955, hvor byen lægger hus til en Junior Stargazer Convention. En snes unge, rum-interesserede mennesker og deres forældre er samlet til prisoverrækkelse for ungernes (meget imponerende) opfindelser og opdagelser og for at se et årligt tilbagevendende himmelfænomen, som kun kan ses fra meteorkrateret i Asteroid City: tre røde lysprikker på linje. Dette år bliver mere usædvanligt end normalt, for der sker noget, som får militæret til at afspærre området og stoppe al uautoriseret kommunikation med omverdenen. Børn og forældre er nu fanget i Asteroid City, og der opstår romancer og andre relationer mellem både børn og forældre. Blandt forældrene er en krigsfotograf (Schwartzman), en filmstjerne (Johansson), en millionær (Hanks), en forsker (Swinton), et cowboyband (med bl.a. Jarvis Crocker og Seu Jorge) og en bilmekaniker (Matt Dillon). I centrum er krigsfotografen, som lige har mistet sin kone og har ladet ham alene med fire børn; noget som han ikke er emotionelt udrustet til at håndtere; filmstjernen, som går rundt med selvmordstanke; og deres rebelske (og forelskede) børn. Det tvungne fangenskab sætter gang i selvrefleksion og nye følelser og tanker, som måske, måske ikke finder forløsning mod slutningen, hvor alle går hver til sit.

Men faktisk er dette slet ikke handlingen i filmen. I ‘virkeligheden’ er det en fiktiv dokumentar (mockumentary), hvor Bryan Cranston i sort-hvide scener fortæller om det berømte skuespil Asteroid City og dets forfatter, instruktør og hovedrolleindehavere og de skæbner, der er forbundet med disse. De farvescener, der udgør det meste af filmen, er et forsøg på at overføre skuespillet til farve-tv, med de samme skuespillere.

Dette er endda ikke helt rigtigt, for figurerne fra dokumentar, skuespil og tv-film vandrer frit frem og tilbage mellem disse tre og kommenterer det, der sker i et forsøg på at finde en mening med det hele. Denne sammenfiltring af metalag af uvirkelighed gør Asteroid City til en ret mærkelig oplevelse, som næppe alle vil bryde sig om – og man kan også spørge sig selv om det ikke er lige lovlig prætentiøst. I det hele taget er det svært at finde ud af hvad Anderson egentlig vil med filmen.

Det skal man dog ikke lade sig afskrække af. Filmens pastelfarvede retrounivers er rigtig flot, og de mange små optrin mellem personerne er sjove, skæve, velspillede og sært underspillede på vanlig Wes Anderson-facon. Filmen efterlader mange mysterier, blandt andet betydningen af hændelsen, der sætter handlingen i gang, og af en remse, der bliver messet sidst i filmen, men netop denne åbenhed for fortolkning pirrer fantasien hos den nysgerrige filmgænger. Jeg kunne i hvert fald rigtig godt lide den.