'Bonnie og Clyde' er en amerikansk nøglefilm, hvis betydning ikke ligger i historisk korrekthed eller psykologisk dybde, men i et markant brud med Hollywoods vaner. Filmen markerer et skift i, hvordan vold og heltefigurer kan fremstilles.

Fortællingen følger de virkelige forbrydere Clyde Barrow og Bonnie Parker gennem Depressionens USA. Handlingen er relativt enkel: møde, accelererende lovløshed, flugt, mytedannelse og undergang. Det afgørende er ikke plottet, men tonen. Filmen insisterer på, at kriminalitet ikke er romantisk – og gør som modvægt Clyde impotent. Intimiteten udebliver længe; seksuelt begær forskydes til våben, berømmelse og bevægelse. Det er et bevidst og usædvanligt greb i en amerikansk mainstreamfilm fra perioden.

Handlingen udspilles i et usædvanligt krydsfelt. På den ene side mærkes en næsten køkkenvaskrealistisk sans for tid og miljø. Scenografi, kostumer og locations er minutiøse. 1930’erne er gjort konkrete, slidte og støvede. På den anden side er Bonnie og Clyde selv uomgængeligt glamourøse. Warren Beatty og Faye Dunaway udstråler stjernestatus i hver eneste indstilling. De er født ikoniske, og det undergraver filmens realistiske aspirationer. Publikum ser ikke to forhutlede småforbrydere, men en myte i tilblivelse. Hvad enten dette var tilsigtet eller ej, fik det afgørende indflydelse på filmens gennemslagskraft.

Instruktøren Arthur Penn balancerer ellers sikkert mellem energi og kontrol. Filmen skifter ubesværet mellem komik, stilstand og pludselige udbrud af vold. Klipning og fotografering er radikal og kom til at indvarsle Hollywoods nybrud i slut-60’erne og 70’erne. Især volden er filmens brændpunkt: For første gang i en stor amerikansk produktion ser det ud, som om skud gør ondt. Kroppe reagerer. Døden er kaotisk, grim og definitiv. Det er ikke splatter, men det er chokerende, og det ændrede spillereglerne. Uden 'Bonnie og Clyde' havde vi aldrig fået 'Den vilde bande', 'Udflugt med døden' eller 'The Godfather' i den form, vi kender.

Birollerne er solide – især Gene Hackman som Clydes bror – men filmen bæres af de to hovedfigurer og det chok, den leverede i 1967. Den er ikke fejlfri, men den er uomgængelig, fordi den åbnede en dør, som ikke lod sig lukke igen. 

Anmeldelse: Den vilde bande

4½ ud af 5 blodbade. Med 'Den vilde bande' lavede Sam Peckinpah en stærk og tankevækkende film, der var innovativ i både stil og indhold og på mange måder en afsked med den traditionelle western, der var bundet af Hollywoods censursystem (The Hays Code), som...

Anmeldelse: Udflugt med døden

5 ud af 5 banjoer. Boormans rystende mesterværk holder stadig hundrede procent.