Det hele går enormt langsomt, især i sidste halvdel, hvor der bruges uendelig tid på stilstand og for meget musik. Kameraet dvæler ved ansigter i lige vinkler. Droner filmer landskaber omkring San Francisco. Replikkerne er kortfattede med eftertænksomme pauser.

Egentlig er det meget godt, at plottet aldrig vokser til verdensomspændende klichéer. Men det hænger for løst sammen og med meget lidt konsekvens. Der er både spionspænding, humanistisk menneskeskæbnedrama og grundfilosofisk dilemma. Alt sammen med sollys og sammensatte farver. Og noget hi-tech med endnu mere lys. Og skygger.

De bygger en maskine, der kan simulere virkelighedens quantum-determinisme så præcist, at de kan se frem og tilbage i tiden. Det kommer der en håndfuld interessante scener ud af, som nok må siges at være seriens højdepunkter. Meget lig dilemmaer fra de kendte tidsrejsefilm. Bare mere konkret.

Det er sjovt, når de højteoretiske fysikere tror så meget på deres egen videnskab, at de frivilligt udspiller den fremtid, de allerede kender. De er bange for at modsige sig selv.

Men det er vores heltinde selvfølgelig ikke. Serien er i udgangspunktet humanistisk (som de fleste serier og film), og selvfølgelig ender hun med at kunne vælge frit. Teorien er smadret. Maskinen virker ikke længere. Det mest utroværdige er, at det er der åbenbart ingen, der nogensinde har gjort før. I millioner af år.