Du har nu få dage til at sælge dine Copyright Agent-aktier

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 17. februar 2023 - 12:05 [2]

"Copyright Agent gør opmærksom på, at selskabets aktier slettes fra handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark og at sidste handelsdag bliver 1. marts 2023." hedder det i en børsmeddelelse fra Copyright Agent.

Men hvem skal du sælge til?

Der er næppe nogen civile, der gider købe aktien til mere end den kurs 1,8 Copyright Agent og dets bagvedliggende selskaber har sat som tilbagekøbsværdi.

Aktien er ikke blevet handlet stort i år og efter 20 måneder (mere reelt 17 måneder) er det altså  slut på Nasdaq First North-børsen for Copyright Agent-aktien.

Det har, fuldt forståeligt, fået småinvestorer op i det røde felt.

Jesper G skriver:

"7.7.21 kunne man købe den aktie på IPO til ca. 7 .. Nu ca 1.5 år senere, d. 01 marts trækkes stikket og inden da har man fået et gevaldigt "godt" tilbud om, at de vil købe aktien tilbage for 1.8. Det er da en vild måde at lave penge på. ER det lovligt?

Courageman raser:

"1,8 er alt for lidt for vores aktier...... vi skal have over 8 kr pr. aktie..... det var jo det vi oprindeligt gav........... snydepelse hele bundet !!!"

Men trøstes af Miho1971:

"Du bliver kørt over med Bulldozeren her uanset hvad du gør så du kan ligeså godt sælge af i de 1,80"

For hvis ingen andre end Copyright Agent og deres bagvedliggende selskaber gider købe deres aktier til spottepris, hvem vil så?

Tja. Med aktien af børsen, er de henvist til OTC-salg.

Det betyder, at de på diverse investeringsfora (eller siddende på en marina) skal fortælle alle og enhver om det her guldpapir, de meget nødigt sælger, men som helt sikkert er kurs 8, men som de nu sælger til kurs 4. Hvis folk skynder sig, forstås. Man skal bare lige ringe mægleren og evt. advokaten op, aftale handlen og overføre pengene.

Suk.

Så hvad er der dog sket?

De tabende småinvestorer er, trods de hårde ord, generelt enige om, at der ikke er tale om ulovlig kriminalitet.

Silke siger fx.

synes der har været en ganske uærlig informering om markedsforholdene og forretningsdriften og de realistiske vækstmuligheder kontra drømmescenarier. Synes både ledelsen og bestyrelsen er uværdige til at fortsætte med at drive biksen. Andre må tage over, og ja, det er ikke snyd at en aktie falder, men det er imponerende, hvor modsigende informationer den selv samme virksomhed kan gi om samme sag inden for blot et år.

Under "Udvalgte risikofaktorer og lock-up aftaler" i investerings-case (DK) for Copyright Agent (burde kunne findes på deres investeringsside) hedder det:

Selskaber, der handles på Nasdaq First North Growth Market, er underlagt færre regler i forhold til hovedmarkedet.

Store salg af aktier fra større aktionærer eller medlemmer i bestyrelsen og ledelsesteamet kan påvirke selskabets aktiekurs negativt samt evnen til at rejse yderligere kapital i fremtiden.

Efter gennemførelsen af aktieudbuddet ejer de nuværende større aktionærer 66,87% af selskabet baseret på maksimumsudbuddet og 69,54% af selskabet baseret på minimumsudbuddet.

Det kommer også med både disclaimer og garanti fra eventyrlige HC Andersen Capital vedrørende materialet:

HC Andersen Capital modtager betaling fra Copyright Agent for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale.
Kasper Lihn har ingen aktier i Copyright Agent og har ingen intentioner om at købe aktier i aktieudbuddet.
Denne investeringscase er ikke et råd om at købe, ikke at købe, sælge eller ikke at sælge.
Materialet har været til gennemlæsning hos selskabet før offentliggørelse.
HC Andersen Capital tager ikke ansvar for korrektheden af indholdet i dette materiale. [Vores fremhævning. Red.]

Småinvestorerne er altså blevet hhv. advaret og lokket forholdsvis grundigt af Copyright Agent og dets storinvestorer.

Fra omgivelserne har det heller ikke skortet på advarsler.

Børsen skrev:

"Særligt aktiens prissætning trækker ned i investorernes vurdering af selskabet: "100 mio. kr. i værdiansættelse for et  underskudsgivende selskab, der kun har afholdt produktrelaterede udviklingsomkostninger for 4 mio. kr. siden stiftelsen i 2016, og som havde en nettoomsætning på 5,6 mio. kr. i 2020 og 3,9 mio. kr. i 2019 er yderst anstrengt.
Det er ikke tydeligt for mig, hvilke drivere der skal sikre, at selskabets fremadrettede vækstrater skal være så markant højere end de historiske," siger Jakob Have."

Børsen gav aktieudbuddet en score på 2,08 ud af 5, hvor 1 er Løb! Løb! og 5 er Køb! Køb!.

Altså en ret klar Løb!-anbefaling.

I diverse investeringsfora, var der også kritisk diskussion af firmaets aktiesalg. Branchen angives som rådden og advarslerne står i kø.

Mine umiddelbare kommentarer

Jeg fulgte ikke Copyright Agents børsintroduktion. Jeg ville aldrig investere i en faktureringsbutik.

Men et hurtigt kig på Copyright Agents investeringsside, her 1½ år efter, sætter alle mine alarmer i gang.

Bare i salgsvideoens første sætninger hører vi, at 3 mia. billeder hver dag uploades til nettet og at de fleste (!) af disse er uden korrekt licens. Det er selvfølgelig et kildeløst postulat. Det virker voldsomt overdrevet.

De fleste moderne overslag sætter fx. antallet af dagligt uploadede billeder til Facebook til 350 mio. Men langt de fleste af disse er private og uden interesse for Copyright Agents forretning. Billederne bliver måske ikke engang delt offentligt. Det samme gælder resten af nettet. Vi kan umuligt komme op på årlige over 550 mia. billeder uden korrekt licens i den ædru virkelighed,

Det er også svært at se hvordan (usynlige/magiske) vandmærker skal kunne gøre Copyright Agent til en bedre forretning. Usynlig vandmærketeknologi er i praksis gratis og det kan højst spare butikken for nogle beskedne udgifter til billedgenkendelse. Man kan dog argumentere for at vandmærketeknologien kunne fastholde kunder. Men jeg er ikke overbevist.

Der er godt nok blevet lovet guld og grønne skove på et meget usikkert grundlag.

Her nogle år efter morer det mig også lidt at se på aktiekursen under og efter lock-up-perioden.

"Hvad er en lock-up periode?", spørger du måske.

Lock-up
Jo, for at undgå simple pump&dump-tricks binder man storinvestorerne til at beholde deres aktier i en periode.

Gør man ikke det, kunne storinvestorerne præsentere et rosenrødt firma med gyldne udsigter, og, efter en uges salg af aktier til småinvestorerne, erklære biksen for konkurs.

Alle småinvestorernes penge ville dermed være tabt (ned i storinvestorernes lommer).

Du har måske set den slags fupmageri i Boiler Room eller The Wolf of Wall Street.

Når man tvinger storinvestorerne til at holde på aktierne i fx. et år (lock-up perioden), går det sjældenere rigtig galt for oppustede firmaer... i den periode. Storinvestorerne har incitament til at holde dampen og aktiekursen oppe.

Hos Copyright Agent var lock-up perioden 12 måneder. Trykker du på "max" henne på Nordnets aktiekurs for Copyright Agent, vil du opdage, at det først er efter 12 måneder at Copyright Agent aktien for alvor styrtdykker.

Det lader dog ikke til at falde sammen med at storinvestorerne dumper deres aktier. Ingen børsmeddelelser vidner i hvert fald om det.

Så er der handelsstoppet. Det kan også forklares.

Hvad så med handelsstop?
Kan Copyright Agent/Copyright Agents (stor)investorer til ethvert tidspunkt holde en generalforsamling hvor de simpelthen beslutter sig for at aktien ikke skal handles mere? Jep, det kan de godt!

Fordi storinvestorerne har flertal ved generalforsamlingen.

De skal så lige bestemme hvilken kurs, de vil købe købe småinvestorerens aktier til. Det blev så til kurs 1,8. Og det er altså grunden til at småinvestorerne jamrer så højt. De mister typisk 75% af det de indtil få dage efter købet troede var en god investering, der ville komme dem til gode.

I praksis går lukningen af handlen sådan for sig:

Bestyrelsen indstiller til godkendelse, på den ekstraordinære generalforsamling, at de eksisterende aktionærer HOSCE Holding ApS (ejet 100 % af Henrik Eggert, CEO i Selskabet), Truly Global AG (ejet 100 % af Poul Oddershede, CFO i Selskabet), Casper Blom ApS (ejet 100 % af Caspar Blom, bestyrelsesmedlem i Selskabet) og Sasja Dalgaard Holding ApS (ejet 100 % af Sasja Dalgaard, større aktionær i Selskabet) garanterer, at DICO ApS minimum får mulighed for at købe 1 305 557 aktier i markedet. Hvis dette ikke lykkes, vil de 4 eksisterende ejere sælge et antal aktier således at DICO ApS minimum har haft mulighed for at købe 1 305 557 aktier. For dette modtager garanterne en garanti betaling på 117 500,13 DKK fra Selskabet.

Og det er så det. De har solgt aktierne dyrt og køber dem nu billigt. De kan gå videre.

Kuriosa og spørgsmål på falderebet

Få mennesker har skrevet pænt om Copyright Agent. Kims silkeorm, Copyright Agent vs. Mortens opslagstavle og Trustpilot er gode eksempler. Et lidt mere teknisk eksempel er Internetforbrugerens trængsler med den initielt utroligt påståelige og pressende virksomhed.

Så Copyright Agent har som modtræk  købt advertorials i økonomisk trængte stifttidender - her med gratis billede i toppen. Et mønster vi også kender fra deres blog. Selvfølgelig skal kreative mennesker kunne leve - men derfor behøver man jo ikke købe hos dem, når man kan få gratis billeder.

"Vi sender af princip ikke kompensationskrav ud til privatpersoner" kunne være Copyright Agents politik. Hvordan investorerne så skal få glæde af de postulerede 550 mia. årligt uploaded billeder med manglende licens bliver så endnu mere uforståeligt.

Allerede inden Copyrigth Agent begyndte at sælge aktier var det også klart, at Copyright Agent ikke forsøgte sig med at tjene penge på forhåndsviste links.

Kommentarer

Johns billede

Jeg var ikke landet da denne meddelelse kom frem. Så jeg er brændt inde med mine aktier.
Hvad kan man gøre med de afnoterede aktier?
Er det så bare et stort tab på 100%: eller er andre interesseret.
Ærgerligt at man så heller ikke kan trække det fra i andet overskud.
Kan man få hjælp ved skat?

Steven Snedkers billede

Jeg tror ikke at der er nogen, der er interesseret i at købe unoterede Copyright Agent aktier.

Købsomkostningene vil formentlig være højere end nogen mikroskopisk gevinstchance kan retfærdiggøre.

Du bliver nok nødt til at sælge dem til 1 kr. til en eller anden hvis du skal modregne hos Skat:

"Hvis man taber på salg af unoterede aktier, kan tabet modregnes efter en særlig ordning. Tabet medregnes i aktieindkomsten. Hvis aktieindkomsten herved bliver negativ, dvs. at der netto er et tab, beregner man et ”negativt skattebeløb”, som bliver modregnet i skatten af den øvrige indkomst."

Jeg ville få en revisor til at ordne det.

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.