Elizabeth Olsen spiller Joan, der dør kort efter sin mand Larry (Miles Teller) og vågner i et administrativt efterliv, hvor nyligt afdøde får en uge til at vælge, hvem de vil tilbringe evigheden med. I venteområdet dukker også Luke (Callum Turner) op – hendes første ægtemand, død som ung og stadig forelsket. Vi får et trekantsdrama med kosmisk tidspres.

Udgangspunktet er stærkt. Tanken om kærlighed som et endeligt valg efter døden rummer både eksistentiel tyngde og bitter romantik. I begyndelsen virker det lovende.

Elizabeth Olsen bærer filmen så langt, hun kan. Hun spiller Joans vaklen med en ro, der holder figuren troværdig, selv når manuskriptet begynder at gå i ring. Miles Teller giver Larry en afdæmpet varme, mens Callum Turner fungerer fint som den evige ungdoms kærlighedsideal.

Problemet er fremdriften. Scene efter scene gentager i praksis det samme følelsesmæssige kredsløb: Joan taler med den ene, så med den anden, ser tænksom ud, og vi er tilbage ved start. I stedet for at skærpe konflikten fortynder filmen den.

Efterlivet er ellers tænkt med en vis fantasi – et halvbureaukratisk knudepunkt mellem verdener – og man fornemmer glimt af en skarpere film gemt nedenunder. Men hver gang historien nærmer sig noget mere ubehageligt eller eksistentielt, vælges den bløde, sentimentale udvej.

Resultatet er en film med enkelte fine øjeblikke og en stærk hovedrolle, som aldrig helt tør udnytte sin egen præmis. Den vil være både romantisk lystspil og metafysisk drama, men ender i et pænt midterfelt.

Den kan uden større tab springes over.