Få kunst for millioner på væggene

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 7. maj 2021 - 9:58 [0]

Fotorammer er så godt som døde. Men med et stort tv er det en endnu større fornøjelse at fremvise billeder.

Carl Blochs Samson hos Filistrene, 1863. Et billede der i særlig grad minder mig om min tid på Staten Museum for Kunst.

Da jeg vågnede i morges var jeg lidt i vildrede. Skulle jeg købe et fodboldhold, et flyselskab eller en dyr kunstsamling?

Valget faldt på en kunstsamling til måske 100 millioner kroner. Det bedste fra Statens Museum for Kunst.

Heldigvis behøvede jeg ikke at betale og bestikke mig frem for at få kunstværkerne inden for dørene.

Statens Museum for Kunst forærer tusindvis udødelige kunstværker væk i skamløs høj opløsning og kvalitet.

Der er selvfølgelig tale om digitale version hvilket egentlig er meget godt.

Op på væggen«

Constantin Hansens kunstnere i Rom. I 10 sekunder. Så kommer endnu et højdepunkt.
Glem dog ikke de store højttalere.

Billederne skulle på væggen.

Fotorammer har alle dage været lidt for små, dyre og besværlige til ordentlig billedfremvisning.

I dag er det også meget svært at foretrække en 7" billedramme til 300 kroner frem for en 800-kroners tablet, der har den dobbelte opløsning og kan bruges til uendeligt meget mere.

Men skal man se udødelig kunst, skal man have det op i en ordentlig størrelse.

Et 75"-tv koster 6.000 kroner og kan i langt de fleste tilfælde vise diasshow med billeder helt af sig selv. Ellers kan en medieafspiller som Google Chromecast gøre det.

Et 75"-tv er en god måde at nyde kunst på, for

  • Apparatet står sikkert allerede centralt placeret i stuen
  • Alle kan betjene det
  • Billedfremvisning er billig: 25 øre i timen eller så
  • Med en billedflade på 1,7*1 meter, 8,3 mio. pixels i 1 mia. farver og en lysstyrke på 1.500 nits (!) kommer mange billeder også helt klart til deres ret.

Og i forhold til det fysiske maleri har man endog den fordel, at man kan skifte til et bedre på 1 sekund.

Hvad med dine billeder?«

Google Photos og Google Chromecast er gode til at smide nye billeder på skærmen/væggen hvert 10. sekund.

Det er jo fint nok at falde på maven for Lastman, Bloch, Eckersberg, Hammershøi og hvad de ellers hedder.

Men der er ingen der siger, at man behøver være finkulturel hele døgnet.

Et tv (eller en projektor) er mindst lige så udmærkede til at vise ens egen kunst og fotos frem - og gæster synes i ny og næ at ens egne billeder er lige så fine som dem fra Statens Museum for Kunst.

Ny teknologi efterligner gammel teknologi«

Et foto kan hurtigt gøres til malerkunst med Gimps oliemalerfilter.

Skammer man sig lidt over sine fotos moderne karakter, kan man altid bare give dem noget filter i et billedbehandlingsprogram som The Gimp.

Oilify får fotoet til at ligne et oliemaleri og Apply Canvas får det til at se ud som om billedet er malet på et lærred.

Man vil altså nogenlunde adræt kunne blande sine egne billeder af solnedgange og børn med Dahls og Krøyers. Hvis det er det, man er ude efter.

Glem ikke 3D-printeren«

Selvfølgelig skal du kunne printe din egen Venus-figur til kaminhylden eller vindueskarmen.

Statens Museum for Kunst er klart med på noderne og udgiver også skulpturer til download.

Umiddelbart kan man lave små versioner på sin (eller bibliotekets/fablabs) 3D-printer.

Men med tiden kan man måske få apparater, der kan lave større versioner uden at koste en bondegård.

Det burde underminere markedet for dyre skulpturer en kende. På et tidspunkt.

Hinsides hjemlandets strande«

Mange klassiske malerier er større hjemme på skærmen end ude i virkeligheden på museerne.

Googles kunstprojekt leverer højopløste billeder fra verdens allerdyreste og fine museer . Van Gogh museet, Uffizi galleriet, Erimitagen, National Gallery osv. osv. Louvre er indtil videre for sig selv.

Søg på tværs efter fx. Casper David Friedrich og Google vil levere (næsten) alle malerier i høj opløsning og links til de museer, hvor man - efterhånden grundløst? - kan se originalerne.

Endelig er der også Wikimedia Commons hvor de har kunst i de (med nutidens øjne) mest ekstreme opløsninger .

Søg og du skal finde.

Links«

Open SMK . Statens museum for kunst bliver da også bedre årti for årti og har da også vundet en pris for at udstille meget mere digitalt end de gør fysisk (hvor kun 0,7% af beholdningen kan ses i de hellige haller ).

Google Art . Endnu mere kunst.

Wikimedia Commons . Også en god kilde.

Millioner af fotos. Hvis du ikke har nok i dine egne.

Et stort tv (og en Chromecast). Altid nyttigt.

Glem ikke en Tintin-tegning . Eller fortrinlige Ditlev Blunck.

Lidt om skulpturer. Kopier er igen meget billigere end "originaler".

Hvem sætter pris på kunst?. Fortrinlig dokumentar om hvor meget aftalt/lovlig snyd der er med priser på kunst. Med NFT-fupnummeret går det helt amok .

Christies@Internetforbrugeren . Jeg har længe modtaget og kommenteret deres nyhedsbrev. Det bliver ved med at fascinere.

Ændrede min holdning: 
Velargumenteret: 

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.