Denne sjette film i rækken markerer et comeback for franchisen efter 14 års pause.

Filmen starter med et flashback til 1969, hvor den unge Iris Campbell har en forudanelse om et tårnkollaps og redder en gruppe mennesker – en handling, der bringer uorden i Manden med Leens regnskaber og udløser en kædereaktion, hvor hendes efterkommere nu er i fare.

I nutiden begynder barnebarn Stefani at få mareridt om ulykken i 1969 og opdager, at hendes familie er dømt til at bøde for Iris' utidige indblanding i Dødens planer. Sammen med sin bror Charlie forsøger hun at spænde ben for skæbnen ved at udregne rækkefølgen af de makabre dødsfald, som begynder at ramme familiens medlemmer.

Filmen fungerer bedst i sine suspensefyldte sekvenser, hvor man som seer konstant er på vagt over for hverdagsting, der pludselig kan blive dødbringende. En kaffemaskine, en hækkeklipper, en MR-scanner – alt rummer fare, og det skaber en effektiv paranoia.

Til gengæld lider filmen under mangel på originalitet. Dødsscenerne er overdrevent groteske, og hvis det er dem, man gerne vil se, får man fuld valuta for pengene, men de minder alle om noget, vi har set før, og det gælder også filmens overordnede struktur. Logikken i rækkefølgen, som Døden følger, er upræcis og til tider selvmodsigende, hvilket svækker følelsen af nødvendighed og uafvendelighed. Desuden er CGI’en ofte ringe – især i de mere komplekse ulykker – og mange scener ligner mere noget fra et computerspil end effekter lavet til IMAX.

Alt i alt et hæderligt gensyn med en klassisk horrorformel ─ dog uden nævneværdige fornyelser.

Anmeldelse: Final Destination 5

3½ ud af 5 sammenstyrtende broer. Rigtig god underholdning, hvis man er vild med at se folk dø på nye, interessante og voldsomme måder. Slutningen er en uventet hyldest til den første film i serien.