Giv Effektivt - spar penge, gør verden bedre

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 15. august 2022 - 11:59 [0]

Smæk for skillingen, fuldt fradrag og ingen spam. Giv penge til nødlidende på en ny måde.

Nødhjælp er en dyd. Effektivitet er en dyd.

Jeg har lige sendt 250 kr. til GivEffektivt.dk.

For det får jeg

  • Smæk for skillingen. Alle mine penge går til de mest effektive humanitære organisationer.
  • Skattefradrag (sandsynligvis)
  • Ingen spam, ingen opkald, ingen høje driftsomkostninger
  • Set&forget

Jeg hjælper også en god organisation på benene.

Pengene redder liv i den 3. verden, men med lavest mulige eksterne omkostninger. Der er ikke noget teater. Bare vitaminer, malarianet o.l.

Du kan prøve at redde et par liv eller så ved at støtte GivEffektivt.

Jeg har i årevis hørt på at mine professortyper (Very Bad Wizards, Sam Harris) gav effektivt.

Grunden til, at jeg endnu ikke har givet (super)effektivt er, at denne mulighed ikke har eksisteret i Danmark før nu.

Prøv den af, siger jeg.

Derfor må du godt give ineffektivt (når du har givet effektivt)«

Spejderne gør også godt. Foto: Kirstine Mose Schade

Den 13. marts i år gik jeg rundt i byen og samlede ind til Folkekirkens Nødhjælp, der sendte pengene videre til Ukrainske flygtninge og andre voldsomt uheldige mennesker her på  kloden.

Da jeg kom hjem med mit pauvre udbytte, sagde min rationelle dataloghjerne, at jeg hellere skulle have arbejdet for kunder i fem timer og så sendt pengene til Folkekirkens Nødhjælp.

Men på den anden side minder en indsamlingstur for Europas beskyttere eller en indsamlingstur for folk der er ramt af kræft, sclerose alle om, at vi har et vist sammenhold mod verdens elendigheder og at vi som naboer egentlig er prægtige mennesker.

Så min holdning er, at man godt må give (lidt) ineffektivt, når man har givet effektivt.

Derudover er der god fornuft i at give til de af ens hjertesager GivEffektivt ikke direkte servicerer.

I Ukraine-støtten har jeg hidtil givet til Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors, Mission Øst, Biler til Ukraine og Den Danske Ukraine Komité. Drevet af fornuft, følelser og anbefalinger fra venner.

Jeg har også bibeholdt mine set&forget-overførsler til de andre godgørende organisationer, jeg støtter.

Spejderne og Sam Harris osv. behøver ikke mangle, blot fordi jeg også hjælper minimalt og effektivt til i den tredje verden.

Det er ofte sjovere end et streaming-abonnement at hjælpe lidt til.

Sjove måder at give på«

Open Street Map har selv de mindste skovstier med!

Jeg har i snart 10 år sendt penge til Wikimedia Foundation (gør os alle klogere med Wikipedia etc.), Open Street Map (bedre navigation for alle, se bare orienteringsløb.dk) via en tjeneste kaldet Flattr.

Jeg indbetaler et fast beløb pr. måned og pengene fordeles så til mine usual suspects. Medmindre jeg ser en ny hjemmeside med Flattr-tiggeskål. Så kan jeg, på få sekunder, også indrullere den nye side i min løbende støtte.

Flattr-systemet er ret sjovt og forholdsvis effektivt. Jeg har i lang tid ment at dette donationssystem også kunne rulles ud til Mediestøtte og 100 andre offentlige tjenester. Men jeg har erkendt, at jeg nok kommer til at vente en rum tid, før det sker.

For nørderne: kan effektivitet måles?«

Charity Navigator om Wikimedia Foundation.

Jep, som man kan læse hos GivEffektivt er der forskel på nødhjælpsorganisationers effektivitet. Nogle organisationer kan love 100% succes (køb x antal malarianet til 35 kroner, red ét liv). I andre er det mere usikkert (forsk i en kompliceret sygdom, måske har man kureret en person om 5, 10 eller 1000 år - det kunne også være spildt møje).

GivEffektivts søsterorganisation GiveWell skulle have valgt omhyggeligt her. Pengene går til de mest effektive organisationer.

Så er der omkostningerne. De kan også være interssante.

I nogle nødhjælpsorganisationer går en stor procentdel af donationen til at ansatte kan ringe donoren op og bede om flere penge (ptuii! Selvom ROI er god). Der kan også bruges uforholdsmæssigt mange penge på markedsføring (ptuii! Selvom ROI måske er god) eller lønninger til cheferne.

Vil man selv se på nødhjælpsorganisationers omkostninger, er der masser at fordybe sig i på Charity Navigator og Guidestar. En lignende dansk tjeneste findes ikke. Man må følge mavefornemmelsen.

For skønånderne: godgørenhed«

Godgørenhed på den mere socialrealistiske Bouguereau-måde
Godgørenhed på den allegoriske Bouguereau-måde

"Godgørenhed: det at man uegennyttigt hjælper mennesker i nød" siger ordbogen.

"Den sidste skjorte har ingen lommer" og "Giv mens hænderne er varme" siger diverse ordsprog.

Men det her med at give, mens hænderne er varme, bringer os faktisk en lille smule væk fra den totale uegennytte.

For når man giver penge til folks overlevelse, uddannelse, selvforsvar, robusthed, modstandsdygtighed over for sygdomme... Så bedrer man som regel også, på halv- til hel-lang sigt, situationen for sig selv.

Man kommer til at bo i en verden med mindre elendige mennesker og det er et kæmpe plus.

Er du en skoleelev, der skal skrive om godgørenhed og tilfældigvis har fundet denne side, er der bonus med lidt billedanalyse:

"William Adolphe Bouguereaus allegoriske maleri Godgørenheden fra 1878 viser en ung smuk kvinde, der med sit blottede bryst nærer og sikrer overlevelse for et helt kuld af børn. En væltet krukke med mønter symboliserer den grænseløse betalingsvillighed. Det skrivende barn ved hendes højre fod læner sig op ad en stak bøger. Det symboliserer den kundskab, Godgørenheden under dem."

Ikke ringe.

Glem ikke politikken«

Hvis ukrainerne skulle forsvare sig med kun de penge Den Danske Ukraine Komité har sendt... Hvis de hjemløse udelukkende skulle serviceres med det overskud salget af Hus forbi giver. Så ville det se sort ud!

Det er derfor rigtig godt at betale skat og stemme på politikere, der kan se langt og viist ud i fremtiden og kan rulle med budgetmuskler og lovgivning, der virkelig batter.

Politikere kan fx investere i fossil udfasning/grøn omstilling og det vil i længden have en meget større betydning for verdens fattigste end individers mere eller mindre effektive og mere eller mindre følelsesstyrede godgørenhed.

Så husk at betale skat og stemme. Skriv mails til dine yndlingspolitikere.

Du får skattefradrag«

17 ud af de ca. 2400 fradragsberettigede foreninger i Danmark.

Lad os sige at du tjener 17.000 kroner.

Giver du intet til humanitære organisationer, betaler du ca. 8.000 kroner i skat. De nødlidende får 0 kroner og du har 9.000 til rejser/cafeer/opsparing.

Giver du alle 17.000 kroner til humanitære organisationer betaler du 0 kroner i skat af dem.

På godt dansk: du har ikke længere 9.000 kroner til rejser/cafeer/opsparing. Men de nødlidende har 17.000 kroner. Det er skattefradragets magi.

Set på månedsbasis: du betaler 750 kr. til de nødlidende. De modtager lige over 1.400 kroner.

Hvordan ser en mindre ambitiøs model ud?

Tjen 17.000 kroner, giv 7.000 til fradragsberettiget velgørenhed.

Du har herefter ca. 6.000 kroner til rejser/cafeer/opsparing. De nødlidende har 7.000 kroner.

Skattefradragets magi gør, at du reelt kan give afkald på 3.000 kroner pr. år og få dem til at genopstå som 7.000 kroner blandt nødlidende og udsatte!

Der findes nærmest ikke den religion, hobby, bekæmper af sociale eller medicinske onder, du ikke kan støtte med solidt rygstød fra dine medskatteborgere.

Der er i Danmark ca. 2.400 foreninger med indbygget skattefradrag.

Giver man penge til forskning, er der ingen årlig max-grænse for skattefradrag.

Der er i Danmark ca. 750 foreninger med grænseløst skattefradrag. Politiskolen, DR og Cepos er sjove eksempler på forskningsinstitutioner, der nyder godt af denne ordning.

 

Sam Harris og Chris Anderson taler godgørenhed«

[25.01.2024] "Generosity, Cynicism, and the Future of Doing Good  - A Conversation with Chris Anderson" er en helt fantastisk samtale, der kommer ind på alle aspekter af godgørenhed i den moderne verden. Missionærsønnen og ateisten ser ret ens på godgørenhed og besvarer i deres samtale mange spørgsmål, du måske måtte have.

Hvor meget skal du give? Hvis du har det komfortabelt? Prøv med 10% af din indtægt eller 2,5% af din markedsværdi.

Kan du - som Sam, Chris og Steven - tillade dig at leve i grov luksus så længe folk sulter ihjel et eller andet sted? Ja. Nogen skal drive verden frem. Teknologisk og menneskeligt. Peter Singers djævelske spørgsmål er godt, men er ikke nødvendigvis en langsigtet løsning. Singer kommenterer det selv. Ligeledes er højreorienteret galde bestemt heller ikke et langtrækkende argument for at leve i solidarisk nød.

Kan du blære dig med din godgørenhed? Ja. Hvorfor ikke være et godt eksempel, der hvor man lige med nød og næppe kan være det? Immanuel Kants og Elvis Presleys ideer om moralsk renhed holder ikke 100% ved et nærmere eftersyn.

Skal vi skælde ud på ekstremt rige mennesker fordi de giver meget lidt? Både ja og nej. Når Jeff Bezos giver 100 millioner til et projekt skal der danses af glæde. Men også huskes på, at det svarer til at du giver to kroner. Det er så få penge, at det er helt umåleligt i den husholdning. Bezos, den stakkels modtager af overførselsindkomst, og hans kolleger kan sagtens give mere.

Nytter det så? Jep! Alt tyder på at rigtig mange alvorlige problemer faktisk kan blive løst, hvis vi lægger os lidt i selen.

"Generosity, Cynicism, and the Future of Doing Good  - A Conversation with Chris Anderson" kræver at du registrerer dig for at høre hele baduljen. Gør det. Det er noget af det mest intelligente og optimistiske, du nogensinde har hørt.

Ændrede min holdning: 
Velargumenteret: 

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.