Gladiator II (2024)

I Ridley Scotts første Gladiator-film var hovedpersonen Maximus, en gladiator og tidligere general som havde en kærlighedsaffære med kejser Commodus' søster Lucilla og endte med at slå kejseren ihjel i en gladiatorkamp, der også kostede ham selv livet. Hans sidste ord til Lucilla var at hun skulle beskytte deres søn Lucius.

I II'eren springer vi omkring 15 år frem. Nu er de to unge, korrupte og forlystelsessyge tvillinger Geta og Caracalla kejsere i fællesskab. De sender general Acacius (Pedro Pascal) afsted for at erobre Numidien . Blandt forsvarerne er Hanno (Paul Mescal), en mand af ukendt oprindelse, som har opnået en vis position i det nordafrikanske kongerige. Hanno bliver taget til fange og gjort til gladiator af Macrinus (Denzel Washington), som lover ham hævn over Acacius, hvis han kæmper godt i Colosseum. Det viser sig hurtigt (og ikke særlig overraskende) at Acacius er gift med Lucilla (Connie Nielsen, som gentager rollen fra den første film) og at Hanno er hendes søn Lucius. Hanno bliver rodet ind i et plot om at afsætte de korrupte kejsere, hvor Acacius, Lucilla, Macrinus og senatorerne Gracchus (Derek Jabobi) og Thraex er involverede på den ene eller anden måde. Det ender dramatisk med forræderi, mord og blodudgydelser i Colosseum.

Filmen er både spændende og flot (som det forventes af Ridley Scott), men der er et par ting, som trækker lidt ned. Dels minder plottet en hel del om den første film, og dels er der et utal af historiske unøjagtigheder. Angiveligt foregår filmen 16 år efter Marcus Aurelius' død, altså i år 196 e.v.t. Men Numidien blev erobret af romerne allerede i 64 f.v.t., Geta og Caracalla blev først kejsere i 211 e.v.t. og var ikke tvillinger, senator Gracchus levede mere 300 år tidligere, og flere historiske personer dør under filmen, selvom de historisk levede mange år mere (mindst en af dem nåede endda at blive kejser). Hvis man ikke lader sig genere for meget af den slags detaljer, kan filmen dog anbefales som god og dramatisk underholdning. Selvom historiciteten som nævnt ikke er særlig nøjagtig, er oldtidens Rom gengivet med stor omhu og akkuratesse