BBC-miniserien Gormenghast fra 2000 er baseret på Mervyn Peakes klassiske fantasybøger Titus Groan (1946) og Gormenghast.(1950). Gormenghast ligger dog milevidt fra det, man normalt forstår ved fantasy. Her er ingen troldmænd, magiske væsener, trylledrikke, usynlighedsringe eller andre arketypiske elementer fra fantasy. Der er blot den enorme og ældgamle borg Gormenghast, omtrent på størrelse med Greater London, som ligger isoleret fra omverdenen bag høje bjerge og dybe skove, og slottets excentriske beboere og traditioner.

Historien starter med to uafhængige begivenheder samme dag, som kommer til at få stor indflydelse på hinanden: Titus Groan, søn af Jarl Sepulchrave og arving til Gormenghast, bliver født, og køkkendrengen Steerpike flygter fra et slidsomt og udsigtsløst liv i hoffets køkken. Steerpike bliver vidne til Titus' overdådige dåb og bliver harm over at drengen bare for det hele foræret - titel, borg, rigdom og tjenere - uden at have gjort noget for det, mens han selv er dømt til et liv i slid, fattigdom og den laveste status, man kan forestille sig. Så det beslutter han sig for at lave om på, og med en blanding af kløgt, dristighed, overtalelsesevner og ikke så lidt nederdrægtiighed stiger han langsomt i graderne i Gormenghasts hierarki - selvom ingen vil lade ham glemme at han inderst inde blot er en køkkendreng.

Steerpike kunne være en sympatisk figur, hvis det ikke var for hans absolutte hensynsløshed over for alle omkring sig - bortest fra Titus' smukke, men gale storesøster Fuchsia, som han forelsker sig i og ønsker at besidde. I det hele taget er der langt mellem virkelig sympatiske figurer i Gormenghast - de hælder mere til det groteske og selvoptagne og nogle gange tragiske. I flæng kan nævnes rivaliseringen mellem jarlens tjener Mr. Flay og den ulækre chefkok Swelter, jarlens ubegavede, men ambitiøse tvillingesøstre Clarice og Cora, Titus' mor Lady Gertrude, et flæskebjerg som bekymrer sig mere om sine katte og fugle end om sine børn, den arrige ceremonimester Barquentine. der højlydt insisterer på at alle borgens mange (rigtig mange) traditioner skal overholdes til punkt og prikke, og den evigt småleende læge Prunesquallor, som er en af de få sympatiske personer.

Jeg vil ikke gå i dybden med handlingen i miniserien, blot nævne at den byder på en mængde groteske og ofte sorthumoristiske episoder og arbejder sig hen til et endeligt opgør mellem Steerpike, som inderligt ønsker at få magten over Gormenghast, og Titus, som lige så inderligt ønsker at slippe væk fra borgen og dens snærende traditioner. De mange figurer bliver spillet af et væld af Storbritanniens bedste skuespillere, som alle er perfekte i deres roller. I flæng kam nævnes Christopher Lee som Mr. Flay, Stephen Fry som skolelæreren Professor Belgrave, Celia Imrie som Lady Gertrude, Ian Richardson som Sepulchrave og Warren Mitchell som Barquentine - men mest af alle kræftpræstationer fra  Jonathan Rhys Myers som Steerpike og Neve McIntosh som Fuchsia.

Trods at BBC-serien er på fire timer, kan den kun skrabe overfladen af Mervyn Peakes bøger, som er lige så sindrigt labyrintiske som Gormenghast selv og dertil fabelagtigt skrevet. Nogle af romanens mest groteske scener er nedtonede i TV-udgaven, og nogle af personerne (fx Lady Gertrude) har fået mere menneskelige sider end i bøgerne, men trods dette er der tale om en aldeles glimrende fortolkning, på højde med BBC's senere fortolkning af Jonathan Strange & Mr. Norrell (2015).