Jojo Rabbit (2019)

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om denne bizarre film, der foregår i Tyskland hen mod slutningen af Anden Verdenskrig og handler om en Hitlerjugend-dreng, der har Hitler som fantasiven. Jeg følte mig underholdt, ja, men ikke på højt plan, så jeg er havnet på et lunkent tretal.

Historien er serveret som satire, og det er da altid sjovt at se nazister blive gjort til grin, men derudover forstår jeg ikke rigtig meningen med filmen, hvis banale budskab synes at være, at hvis livet giver dig citroner, skal du bare lave lemonade. Og fis og ballade, kunne man tilføje, for det er, hvad den newzealandske forfatter og instruktør Taika Waititi, der selv spiller Hitler, laver. Jeg har det lidt, som da jeg så “Livet er smukt,” som jeg heller ikke rigtig brød mig om, men det var mest på grund af dens kvalmende følelsesporno, som “Jojo Rabbit” heldigvis ikke excellerer i. Men skal der være ballade, så lad der være ballede, og jeg ville til enhver tid hellere se et afsnit af “Hallo, Hallo” eller Basil Fawlty (mal)traktere tyske middagsgæster.

En ting, der til stadighed irriterer mig, er, at Hitler af en eller anden grund altid skal portrætteres med brune øjne. Hitlers øjne var BLÅ, og den farvede kontaktlinse er for længst opfundet, hvilket skaberne af “Judy” med Renée Zellweger har opdaget, og det bliver en af de næste film, jeg skal se.