I denne Netflix-producerede anime-miniserie befinder vi os i en alternativ udgave af 1914. Nationerne er som vi kender dem, og der optræder flere historiske personer, men der er også store forskelle, især hvad angår teknologi. Tyskland og Østrig-Ungarn har udviklet 'clankers', mekaniske kampmaskiner på ben, mens England har valgt at fokusere på genetisk modificerede dyr med en teknik udviklet af Charles Darwin. Vi følger to unge hovedpersoner. Den ene er den Østrig-Ungarske prins Aleksander, en fiktiv teenagesøn af Ærkehertug Franz Ferdinand, som må flygte fra forrædere i en clanker sammen med to trofaste mænd da hans forældre bliver skudt i Sarajevo. Den anden er den skotske pige Deryn Sharp, som forklæder sig som drengen Dylan og indrullerer i det britiske luftværn, hvor hun havner ombord på luftskibet Leviathan, som er en genmodificeret blåhval (ja, fantasien fejler ikke noget!). Aleksander og Dylan mødes i Alperne, hvor Aleksander og hans tjenere kommer med på luftskibet. Leviathans mission tager dem til Istanbul, Tunguska og New York på en mission der skal opklare nogle mystiske vejrfænomener og måske stoppe krigen før den udvikler til en verdenskrig. Og hvordan er Nikola Tesla blandet ind i det hele?

Serien er baseret på en trilogi af ungdomsromaner af amerikaneren Scott Westerfeld, illustreret af Keith Thompson, og tv-seriens design læner sig meget op ad Thompsons illustrationer. Det er et ganske kulørt steampunk-univers, vi bliver præsenteret for, med hæsblæsende action der kunne være en Indiana Jones-film værdig. Skismet mellem mekanik og bioteknologi gav mig minder om Bruce Sterlings Shaper/Mechanist-univers, som måske også har været en inspirationskilde for Scott Westerfeld. Selvom der er en del klicheer (eller arketyper?) i historien, følte jeg mig godt underholdt, og seriens fantastiske univers gav mig lyst til at leve i denne alternative virkelighed - for er vores egen nutid ikke langt mere grå og trist? En anbefaling herfra til alle der holder af steampunk og alternate history. Jeg valgte i øvrigt at se filmen med engelsk tale - det føltes rigtigt når den foregår på et britisk luftskib - og jeg nød Dylan Sharps skotske dialekt med mange bandeord i denne udgave; noget som jeg tror går tabt i den japanske udgave. Det virker så til gengæld lidt bizart når Sharp på et tidspunkt synger en sang på japansk - den kunne jeg godt have ønsket mig oversat. De danske undertekster er generelt gode, men formuleringerne er meget anderledes end i den engelske tale, og det virker af og til bizart.