Mank (2020)

Enhver kritiker med respekt for sig selv er på forhånd tvunget til at elske instruktøren David Finchers nye film, der er en sort-hvid hyldest til det gamle Hollywood med fokus på tilblivelsen af Orson Welles' mesterværk “Citizen Kane”, som i 1942 af politiske grunde ikke fik den bedste film-Oscar, den havde fortjent (den gik til John Fords stort set glemte “Grøn var min barndoms dal”), men Orson Welles og Herman Mankievicz modtog sammen en for manuskriptet, der dog (i hvert fald ifølge Mankiewicz selv) hovedsagelig var sidstnævntes fortjeneste. Jeg er både Fincher- og Welles-fan, og selvfølgelig åd jeg værket med stor interesse og nød den tekniske perfektion og de gode præstationer af ensemblet anført af Gary Oldman som Mankiewicz, men jeg bliver nødt til at tilføje, at det bestemt ikke er en film for enhver, og at man gør klogt i at sætte sig ind i baggrundshistorien om W.R. Hearst, Marion Davies og hollywoodkoryfæerne Mayer, Selznick og Thalberg og derudover se “Citizen Kane” for at kunne følge med i og forstå handlingen, der er rodet fortalt og mindst en halv time for lang. Selv om det er en god oplevelse for filmnørder, er det formentlig en kedelig gang snobberi for almindelige mennesker. For min skyld må Fincher efter denne arthouse-udflugt meget gerne vende tilbage til det spor, der gav os “Se7en”, “The Game”, “Fight Club” og “Gone Girl”.

Filmen er produceret til Netflix, hvor den kan ses lige nu. Beklageligvis har man ikke samtidig lagt “Citizen Kane” op, hvilket bestemt ville have været en god idé, men man kan trøste sig med Welles' sidste og posthumt udgivne film, “The Other Side of the Wind” (2018) samt dokumentarfilmen  “They'll Love Me When I'm Dead”, der handler om tilblivelsen af samme.