Mrs. Davis (2023)

Vi  begynder i Paris  år 1307, hvor en håndfuld tempelriddere bliver brændt på bålet for kætteri. Senere bliver et nonnekloster i nærheden invaderet af riddere, der søger den Hellige Gral – som nonnerne faktisk har. Det lykkes en nonne at stikke af med gralen, som skal fragtes til “søstrene over havet”.

Spring til 2023, hvor alt er som vi kender det – næsten, da. Forskellen er eksistensen af en app kaldet Algoritmen eller Mrs. Davis, som næsten alle konstant har kontakt med via en øresnegl. Mrs. Davis kan svare på stort set alle spørgsmål og vejlede brugerne til at leve et meningsfuldt liv. Mrs Davis har stort set udryddet krig, fattigdom, sult med mere, men ikke alle er lige begejstrede for appens indflydelse på menneskehedens skæbne. En af tvivlerne er nonnen Søster Simone (Betty Gilpin), som giver Mrs. Davis skylden for sin fars død. Trods dette søger Mrs. Davis ihærdigt at komme i kontakt med Simone, som angiveligt er den eneste, der kan finde den Hellige Gral – og ødelægge den. Simone accepterer opgaven efter anbefaling fra sin mystiske ven Jay (Andy McQueen), og så slår hun sig sammen med sin ekskæreste Wiley (Jake McDorman), som leder en oprørsbevægelse, der vil ødelægge Mrs. Davis. Herefter følger en gralsfærd, der tager det umage par godt omkring i verden, til blandt andet Oxford, Vatikanet, Sydamerika og en øde ø beboet af Professor Schroedinger og hans kat.

Serien udmærker sig ved at bestå af en række himmelråbende absurde episoder, som virker meningsløse indtil sløret for den større sammenhæng efterhånden bliver løftet via parrets opdagelser og flashbacks til deres og andres fortid. Selvom det til at begynde med virker umuligt, giver alting den skønneste mening til sidst, hvor alle tråde bliver samlet på fornemste vis til en tilfredsstillende afslutning, som absolut ikke kræver (og næppe får) en fortsættelse. Serien blander high-tech science fiction med kristen mytologi, og det gennemgående tema er teknologi overfor religion: Hvad skal man tro på og stole på, og er verden bedre med eller uden? Heldigvis stiller serien ikke de to ting op som modsætninger, enten/eller, og den viser at begge ting har både gode og dårlige sider – i hvert fald i seriens eventyrunivers, hvor det overnaturlige faktisk eksisterer. Mrs. Davis kan derfor fint ses både af troende og ateister som en filosofisk (og stærkt underholdende) allegori over hvad der er godt og skidt ved verden i dag og faren ved at lægge sin skæbne  i hænderne på en enkelt autoritet, hvor venligsindet den ellers umiddelbart ser ud til at være. Serien anbefales herfra til alle, der kan lide noget anderledes underholdning med en rutschebanetur af absurditeter, som ikke giver fuld mening før man står sikkert på fast grund igen når turen er slut.

En sjov detalje er at de ret mærkelige afsnit-titler er genereret af AI; en teknologi som Hollywoods forfattere i skrivende stund strejker mod. Efter min overbevisning kan AI allerede nu finde på lige så absurde optrin, som vi ser i Mrs. Davis, men jeg tvivler stærkt på at AI i nogen overskuelig fremtid kan få sådanne absurde optrin til at hænge så godt sammen, og give så god mening, som forfatterne til denne serie. I værste (eller bedste?) fald vil AI kun kunne overtage at skrive de mest klichéfyldte og formelagtige historier, vi i dag ser på film og tv – og selv da skal der gode dialogforfattere, instruktører og skuespillere til at give historierne liv og mening. Så jeg tror ikke at Hollywood-forfatterne bør være voldsomt bekymrede – i hvert fald ikke de gode af dem.