Nattevagten - Dæmoner går i arv (2023)

30 år efter den første film er seriemorderen Peter Wörmer (Ulf Pilgaard) nu i firserne, selv om vi i sin tid troede, at vi så ham blive slået ihjel. Han er blind, hjælpeløs og indespærret på et psykiatrisk hospital. Jens (Kim Bodnia), der skød ham, og hans kæreste Lotte (nu spillet af Vibeke Hastrup) har slået op, og førstnævnte er stukket af til Thailand for at drikke og kneppe sig ud af traumerne. Men Martin (Nikolai Coster-Waldau) kan ikke flygte fra fortiden, og det kunne hans kæreste Kalinka heller ikke. De to endte med at få datteren Emma (Fanny Bornedal), men den traumatiserede Kalinka har taget sit eget liv, og Martin er en medicineret skygge af sit gamle jeg. Da Emma opdager hans fortid, beslutter hun at opsøge Wörmer ud fra en eller anden konfus idé om, at det skulle kunne få hendes far til at ryste traumerne af sig.

Vi ser historien gennem Emmas øjne, og Fanny Bornedal klarer rollen fint, men historien er langt hen ad vejen et spejlbillede af den første film og svær at finde rundt i, hvis man ikke kender denne. Emma får job som nattevagt i det lighus, hvor hendes far i sin tid arbejdede, og hun sidder, hvor han sad, og lytter med hans Walkman til de samme sange som 30 år tidligere, og vi ser endda genbrugsbilleder af natsværmere, der flyver rundt i støvede lamper. Men okay, det er fanservice. 

Troværdigheden kører totalt af sporet, da Emma opsøger Wörmer. Det er alt for usandsynligt nemt for hende at snyde sig ind på det psykiatriske hospital,  hvor hun ender helt alene på Wörmers værelse. Jo, der er stadig en smule liv i ham, men man kan naturligvis ikke bruge en 80-årig blind mand som andet end grotesk blikfang, så i stedet får vi en copycat-morder, som på Wörmers vegne begynder at dræbe hans gamle fjender. 

Det virker temmelig fjollet, at Ole Bornedal ikke bare har brugt verdensstjernen Nikolai Coster-Waldau som filmens hovedperson. Det virker fjollet, at både han og Kalinka, der endte som lykkelige, glade og aldeles utraumatiserede ægtefolk i den første film, ikke skulle kunne tage kampen op med Wörmers efterfølger igen i toeren, og forklaringen er jo nok, at Bornedal absolut skulle bruge filmen som platform for sin egen datter, sådan som han også gjorde det med 'Skyggen i mit øje'. Det lugter endnu en gang fælt af nepotisme for offentlige midler. 

Jeg skal ikke røbe, hvem morderen er, men vi får desværre ikke noget indblik i, hvorfor og hvordan vedkommende har tabt både sutten og småkagerne og er blevet bindegal Wörmer-klon. Det hele ender som en billig slasher med klichéeffekter, gabende plothuller og en flok øretæveindbydende medicinstuderende, som jeg virkelig godt kunne have undværet.

Anmeldelse: Skyggen i mit øje

2½ ud af 5 fejlkastede bomber. Dokudrama af Ole Bornedal (om bombningen af Shellhuset og Den Franske Skole i 1945), som desværre er domineret af en fiktiv og malplaceret romance mellem en katolsk nonne og en hipomand med ovennævnte begivenheder som malerisk...