Instruktøren James Nunns adrenalindrevne actionfilm "One Shot" med Scott Adkins, Ryan Philippe og Ashley Greene, der handler om en gruppe Navy SEALS, som skal afværge et terrorbombeangreb på Washington, er grundlæggende orkestreret som som én lang, kontinuerlig optagelse. Altså præcis, hvad titlen siger: Et oneshot. 

Instruktøren James Nunn ("Tower Block") og hans (håndholdte) kamerahold har klaret den umulige opgave med bravur. Produktet kom i kassen i løbet af kun 20 dage dage, hvilket måske lyder af meget, hvis den skulle være optaget i ét hug, men jeg formoder, at den må være blevet optaget i hapser, som senere er stykket sammen. Uanset hvordan man har båret sig ad, fungerer det ganske upåklageligt som ét langt klip. Kameraet danser uophørligt rundt om de medvirkende og fanger både nærbilleder og bredere vinkler i én kontinuerlig bevægelse, og på intet tidspunkt ser man sceneskift. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Det er intet mindre end imponerende.

"One Shot" er ikke den første film, der benytter sig af denne effekt. Alfred Hitchcock lancerede teknikken i "Rope" (1948), og vi har set den brugt i den Oscar-vindende film "Birdman" (2014) og Første Verdenskrigsfilmen "1917" (2019). Nunn lader dog på intet tidspunkt sin gimmick tage brodden af actionhandlingen. Faktisk forstærkes spændingen af den energi, som det omflakkende kamera genererer.

Det hele foregår på en afsidesliggende ø i et hemmeligt fængsel på en øde ø, hvor nogle af verdens værste terrorister sidder indespærret. Filmen begynder i en Blackhawk-helikopter, der transporterer løjtnant Jake Harris (Scott Adkins) og hans tremandsgruppe ud til øen, ledsaget af den uerfarne CIA-analytiker Zoe Anderson (Ashley Greene). De er på vej for at hente en fange, som  Zoe skal have med tilbage til Washington, DC. Men knap er vores helte landet, før ... ja, det vil jeg ikke røbe, men der bliver skudt og kæmpet i lange baner, før filmen er forbi.

"One Shot" er et godt eksempel på, at man sagtens kan lave en god og spændende popcornfilm på et minimalt budget, hvis de rigtige kræfter samles om det.
 

Anmeldelse: Tower Block

3 ud af 5 snigskytter. Britisk adrenalinsus fra 2012, som tydeligvis er lavet på et skrabet budget og på trods af en del skønhedsfejl effektivt opbygger og holder spændingen, indtil den pludselig er forbi. Vi er i samme proletarmiljø som i den svagt...

Anmeldelse: Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)

3 ud af 5 fuglemennesker. Film om skuespillere for skuespillere og som sådan ren oscarlokkemad og navlepilleri. Indeholder rigtig gode præstationer og er filmisk interessant ved at være én lang onetake, men handlingen er en uimponerende ørkenvandring . Efter...

Anmeldelse: 1917

5 ud af 5 snubletråde. April 1917. To unge soldater sendes af sted gennem fjendeland med en vigtig ordre til et regiment: “Angrib ikke. Det er en fælde.” Og så går det over stok og sten i et hæsblæsende, forceret og til tider klaustrobisk...