Michael Mann destillerer Coopers roman til en stram overlevelsesfortælling under den fransk-indianske krig sidst i 1700-tallet. Hawkeye, den adopterede mohikaner, bevæger sig mellem to verdener, mens han beskytter to britiske officer­sdøtre, Cora og Alice, fra den hævntørstige huron Magua. Konflikten folder sig ud som en jagt gennem et urlandskab, hvor kolonikrig, stammepolitik og personlige loyaliteter danner en gordisk knude. Fortællingen kondenseres stramt: flugt, forfølgelse, tab og en stille voksende kærlighed, der bæres af Hawkeye og Cora, mens civilisationerne kolliderer.

Filmen er et af Manns mest præcise værker. Han skærer alt fedt væk og efterlader en ren, rytmisk puls, hvor handling, karakter og natur hænger sammen i ét ubrudt flow. Hans metode kan sammenlignes med Kurosawas: tydelig rumopbygning, gestik og følelser før ord, landskabet som dramatisk faktor. 

Daniel Day-Lewis leverer en fysisk og stilistisk præstation blottet for melodrama. Han indtager figuren snarere end at spille den, og hele filmen står og falder med hans måde at bære stilheden på. Den stoiske ro, det kontrollerede raseri, de få ord og de mange blikke — han gør Hawkeye troværdig som både kriger og romantisk helt.

Madeleine Stowe matcher ham. Hun gør Cora til filmens moralske tyngdepunkt: urokkelig, stolt, usentimental. Stowe og Day-Lewis fungerer som to parallelle linjer, der først mødes, efter at Mann har tørret alle klassiske Hollywood-markører af bordet. Det er fraværet af klicheer, der gør deres kærlighedshistorie totalt overbevisende.

Fotograferingen er domineret af teksturer: skovens fugt, ru klippeflader, kølig morgendis. Mann bruger lys som fysisk faktor, ikke som pynt. Dante Spinottis kamera prøver aldrig at vise sig; det registrerer, det presser, det trækker os ind. Finalens bjergmassiv er en studie i rumlig klarhed og brutalistisk skønhed — her mærkes den kurosawa-beslægtede stringens tydeligst.

Musikken er løftet til ikonisk status af gode grunde. Trevor Jones’ score er filmens motor, den strukturbærende puls; Edelmans senere tilføjelser ligger primært i overgangene. Det er Jones’ tematiske fundament — især “The Gael” — der fungerer som filmens blodtryk: lige dele sorg, fremdrift og beslutsomhed.

Resultatet er en film, der intet har mistet med årene. Den fremstår stadig ren, præcis og kompromisløs. En af de sjældne produktioner, hvor alle elementer løfter hinanden uden svage led. Et ubetinget mesterværk.