Filmen åbner på en pub i Dublin, hvor den tidligere Interpol-efterforsker og nuværende privatdetektiv Mikeal Tallini (Antonio Banderas) redder den yngre og drikfældige Cassie Holt (Alice Eve), fra en flok bøller og bliver hendes AA-sponsor.

Fem år senere arbejder en tørlagt Cassie som assistent for Mikeal. Da denne bliver hyret af den lokale politimand Rory McMahon (Paul Reid) til at undersøge drabet på en lokal rigmand, er offerets velhavende forretningsforbindelser mistænkeligt uvillige til at få sagen opklaret.

Efter flere forviklinger bliver Cassie hyret til at hjælpe politiet. Cassie finder ud af, at morderen er en kvinde (Shelley Hennig), som hun deler grufulde barndomstraumer med.

Manuskriptforfatteren Charles Burnley er villig til at dykke ned i Irlands grumsede underverden, men desværre ikke dybt nok. I stedet bruges tiden på en masse stemningsfulde, men stort set unødvendige flashbacks til Cassies detektivtræning og helbredelse fra alkoholisme. Jeg kunne godt tænke mig at have set hovedhistorien, der handler om seksuelt misbrug af børn, bedre eksponeret, men her har instruktøren holdt sig tilbage. Der er heller ikke megen vold, men de få gange det forekommer, er det utrolig blodigt og ubehageligt.

Instruktøren Jon Keeyes har samlet en førsteklasses rollebesætning. Øverst på listen står Banderas, som får lov til at være en hård negl, men også varm og imødekommende. Alice Eve er god som den egentlige hovedperson Cassie, der er nøgtern og sympatisk, men har lig i lasten, som gør hende ekstra sårbar. Jeg vil bestemt også fremhæve Shelley Hennig, men de ekstraordinært geniale valg af skuespillere skal findes blandt skurkene. Olwen Fouéré, Nick Dunning og Matthew Tompkins portrætterer tre af de mest lede og umenneskelige overklasserøvhuller, man overhovedet kan forestille sig.