Gaslys (1944)

Det er denne hollywoodklassiker, der har lagt navn til begrebet 'gaslighting', der i dag bruges i forbindelse med destruktive parforhold, hvor en af parterne langsomt og umærkeligt manipulerer den anden til at tvivle på sin dømmekraft.

Historien foregår tilbage i 1880'erne. Ingrid Bergman spiller Paula, en forældreløs britisk kvinde, hvis tante bliver myrdet i begyndelsen af filmen. Hun flytter til Italien for at følge i tantens fodspor som operasanger, men forelsker sig og vender nygift tilbage til London med sin ægtemand Gregory (Charles Boyer) og flytter ind i tantens tomme hus. Her oplever vi, hvordan Gregory langsomt begynder at nedbryde Paulas dømmekraft og gør hende mere og mere usikker på sig selv.

Filmens største fejl er, at vi fra begyndelsen ved, at Paula ikke er sindssyg, men offer for manipulation. Derfor kan vi ikke dele den tvivl og rædsel, som hun føler. Vi spekulerer ikke som hende på, om vi kan stole på vores sanser, men blot på, hvorfor manden dog er så urimelig over for hende. Vi får temmelig hurtigt at vide, at tantens morder aldrig er blevet fundet, og at hun havde kostbare ædelsten gemt af vejen et sted i huset, så man skal være temmelig tungnem for ikke at lugte lunten. Men hvorfor Gregory har behov for at drive konen til vanvid, er der ikke nogen forklaring på. Han er husets herre og har sin smukke hustrus hengivenhed, så hvad er problemet?

Med en mere logisk og subtil tilgang til plot og persontegning kunne instruktøren George Cukor have gjort filmen vildt spændende med en overraskende slutning, men 'Gaslys', der ellers i alle andre henseender er en overdådig produktion, ender som et usammenhængende og middelmådigt melodrama, der på ingen måde matcher klassikere som 'Rebecca' og 'Vertigo'.

Fimens deus ex machina, Scotland Yard-detektiven, der ender med at rede trådene ud og slå kløerne i skurken, portrætteres fint af Joseph Cotten, og Angela Lansbury er herligt bramfri i sin filmdebut som cockney-tjenestepige. Bergman og Boyer overspiller til gengæld deres roller i tåkrummende grad, og det er mig en gåde, hvorfor Bergman modtog en Oscar for så ujævn en præstation. 

Filmen er efter min mening kun værd at se som filmhistorisk kuriosum.