Biografudgaven af Troy (2004) var en udmærket actionfilm med masser af sværd og sandaler. Men Wolfgang Petersens director’s cut fra 2007 er langt mere ambitiøs: et storladent, brutalt og overraskende sørgmodigt epos om mænd, der ofrer alt for ære, magt og et navn, som måske vil blive husket, når de selv er blevet til støv.

Instruktørens omklippede udgave er 33 minutter længere og varer lidt over tre timer, men føles ikke spor lang. Tværtimod. De ekstra scener giver historien den ro og tyngde, biografversionen manglede. Slagene er længere og blodigere, Trojas fald langt mere grusomt, og krigen fremstår ikke som en række spektakulære optrin, men som en katastrofe, der langsomt udsletter en hel verden.

Den største forskel er Rose Byrne som Briseis. I biografudgaven var hun reduceret til et romantisk vedhæng til Achilles. Her træder hun frem som en af filmens egentlige hovedpersoner: troende, trodsig og fanget mellem loyaliteten mod Troja og den dybe, ægte kærlighed, der opstår mellem hende og Achilles på tværs af alliancerne. Netop derfor rammer hendes endelige skuffelse så hårdt, da hun ser, hvad hans krig har kostet.

Byrne giver rollen både styrke, intelligens og sårbarhed, og Petersens director’s cut viser det brag af et hollywoodgennembrud, hun blev snydt for med biografversionen og først fik i 2011 med 'Bridesmaids'. Sammenlignet med hende bliver Diane Krugers Helena endnu tydeligere en barbiedukke, som mænd kan føre krig om, men Rose Byrne har nærvær, temperament og noget på spil. Helena sætter handlingen i gang. Briseis giver den menneskelig vægt.

Forholdet mellem Briseis og Achilles bliver samtidig langt mere overbevisende. Hun er ikke blot kvinden, der blødgør krigeren, men hans moralske modstander og hans mulighed for et andet liv. Hun ser mennesket bag legenden, men filmen gør heldigvis ikke den fejltagelse at lade kærligheden frelse ham. Achilles kan forestille sig et andet liv, men han er ude af stand til at vælge det.

Brad Pitt er langt bedre i denne version. Hans Achilles er arrogant, lunefuld og næsten barnligt forfængelig, men også fuldt bevidst om, at berømmelsen kun kan købes med døden. Han kæmper ikke for Grækenland og slet ikke for Agamemnon. Han kæmper for, at hans navn skal overleve ham. Det gør ham både umoden og tragisk.

Over for ham står Hector, spillet med stille autoritet af Eric Bana. Hector har alt det, Achilles mangler: hustru, barn, hjem og ansvar. Han ved, at krigen er tåbelig, og at broderen Paris har udløst en katastrofe, men han kæmper alligevel, fordi han ikke kan gøre andet. Duellen mellem Hector og Achilles er stadig filmens højdepunkt, ikke bare på grund af koreografien, men fordi begge mænd på forhånd ved, hvordan den må ende.

Peter O’Toole er fremragende som Priamos, især i scenen, hvor han opsøger Achilles for at bede om sin søns lig. Brian Cox gør Agamemnon til en vulgær, magtsyg tyran, og Sean Bean er den mest sympatiske Odysseus, man kunne ønske sig. Orlando Blooms Paris er en ynkelig skikkelse, men det er også meningen. Krigen begynder ikke på grund af stor kærlighed, men fordi en forkælet prins ikke kan holde fingrene fra en anden mands kone.

Filmen tager sig enorme friheder med Homer, og guderne glimrer ved deres fravær. Til gengæld lægger den vægt på det jordiske: begæret, stoltheden, kroppen og døden. Ingen gud sender grækerne i krig. Det klarer de udmærket selv.

'Troy: Director’s Cut' er næsten perfekt, men musikken er undertiden anmassende, og dialogen kan være tung. I denne udgave får filmen dog endelig den tragiske vægt, historien kræver. Biografversionen fortalte, hvordan Troja faldt. Instruktørudgaven viser, hvad faldet kostede.

OBS! pointtallene til højre er hentet automatisk fra IMDB og gælder (undtagen lige min vurdering) for biografversionen.