De fire ryttere (1962)

Dette episke familiedrama bygger ligesom stumfilmen af samme navn fra 1921 (med Rudolph Valentino) på en roman fra 1916 af Vicente Blasco Ibáñez, der foregår under Første Verdenskrig, men i Vincente Minnellis genindspilning er handlingen flyttet frem til Anden Verdenskrig.

Historien begynder i Argentina, hvor familiens patriark, den gamle Madariaga (Lee J. Cobb) betragter sin hacienda som paradis på jord. En af hans døtre, Luisa, er blevet gift med den franske immigrant Marcelo Desnoyers (Charles Boyer), og de har en søn, playboyen Julio (Glenn Ford), og en datter, den smukke Sorbonne-studerende Chi Chi (Yvette Mimieux). Madariagas anden datter, Elena, er blevet gift med tyskeren Karl von Hartrott (Paul Lukas), og de har tre sønner: Heinrich (Karl Boehm), Gustav og Franz.

I 1938 vender Heinrich tilbage fra Tyskland til en familiesammenkomst, og da han fortæller, at han har meldt sig til SS, får den utilfredse Madariaga et hjerteanfald og dør. Da Frankrig kort efter bliver besat af tyskerne, bliver familien genforenet i Paris, hvor Karl er nazistisk administrator. Libertineren Julio har en affære med Marguerite Laurier (Ingrid Thulin), som er gift med avisejeren Etienne Laurier (Paul Henreid), der er indkaldt til det franske militær. Chi Chi, der har sluttet sig til den franske modstandsbevægelse, bliver arresteret og torteret ihjel af Gestapo, hvorefter Julio slutter sig til modstandsbevægelsen og bruger sit forhold til sine tyske slægtninge til at få insider-information.

"De fire ryttere" er en ambitiøs udviklingshistorie om en playboy, der træder i karakter som modstandsmand. Fotografi, scenografi og kostumer hæver niveauet betragteligt, men desværre er manuskriptet lovlig mekanisk, og hovedrollen er fejlcastet. Glenn Ford er uoverbevisende som fransk-argentiner og alt for gammel til rollen, der oprindelig var tiltænkt Alain Delon, og der er absolut ingen kemi mellem ham og Thulin. Derudover virker det i dag latterligt, at alle taler engelsk med henholdsvis fransk, tysk og spansk accent, men det var jo typisk for tiden.

Jeg missede engang i starten af tresserne de sidste tyve minutter i en biograf i Salzburg, da jeg skulle tilbage til vandrehjemmet inden lukketid, og nu har jeg omsider fået set den færdig. Fint nok. Men det er ikke en film, jeg helhjertet kan anbefale.