Skjulte øjne (1954)

Alfred Hitchcock har med 'Skjulte øjne' skabt en genial spændingsfilm. Historien, der næsten udelukkende udspiller sig set fra et enkelt rum, formår at holde publikum fanget via James Stewarts karisma og en stram, velstruktureret fortælling. Men selv en mesters værk har sine svage punkter, og dem slipper vi ikke for her.

På plussiden er filmen en teknisk og narrativ perle. Spændingen bygges mesterligt op, når Stewart som fotografen Jeffries, der efter en ulykke er midlertidigt anbragt i en kørestol med benet i gips, bliver opslugt af, hvad der sker i nabolejlighederne, hvor vi får tre-fire små sidehistorier serveret undervejs ─ samt den mordgåde, der bliver filmens omdrejningspunkt. Derudover tilføjer Grace Kellys elegante tilstedeværelse som Stewarts kæreste Lisa både charme og dramatik, og deres dynamik driver historien frem. Man kan dog undre sig over, at Stewart har sine forbehold over for kærestens giftetanker. Jeg mener ... Grace Kelly! Are you kidding? 

Hitchcock forstår i den grad at manipulere vores følelser undervejs, og historien, der bygger på en novelle af Cornel Woolrich, er stort set vellykket. Dog er der desværre nogle ubetydelige, men møgirriterende detaljer, der drypper malurt i bægeret. Hvorfor i alverden trækker hverken Jeffries eller morderen gardinerne for? Det gør visse scener direkte utroværdige, at Stewart og hans kikkertlinse er synlig for alt og alle. Men det værste er dog den lille døde hund. Morderen efterlader dyrets lig på gerningsstedet i stedet for at tage det med ─ virkelig? Det er så dumt, at jeg næsten kan høre Hitchcock grine i baggrunden og sige: "Lad os se, om de bemærker det."

På trods af disse irritationsmomenter er 'Skjulte øjne' stadig en fremragende film. Den fortjener 4½ ud af 5 for sin evne til at holde én på kanten af stolen og levere en historie, der både er spændende og visuelt fængslende. Men det sidste halve brækkede ben mister den til de små, men unødvendige plothuller, der trækker én ud af oplevelsen.

En stor anbefaling ─ men også en løftet pegefinger til Hitchcock for ikke at tage sig sammen og gøre det helt perfekt.