Wild Bill (1995)

Efter åbningen med Wild Bills begravelse glider filmen over i en serie af hårdtslående flashbacks. Den første halve time er en kunstfærdig kavalkade af skuddueller, hvor Bill dræber løs til højre og venstre med sine to åbenbart magiske revolvere, der kan affyre mindst tyve skud ad gangen. Som regel er ofrene folk, der har fornærmet ham på en eller anden måde, eller i det mindste er kommet til at røre ved hans hat. 

Jeff Bridges er perfekt som Wild Bill Hickok, en drikfældig bondeknold, hård, kold og frygtløs. Indledningen er præcis, som vi gerne vil huske legenden, klart hævet over historisk virkelighed. Men da præsentationen er overstået, går filmen mere eller mindre i stå. Bill besøger en opiumshule, ryger sig skæv og får en masse spredte minder serveret i sepia og sort-hvid med tiltede kameravinkler. Vi får at vide, at Bill engang elskede en kvinde (Diane Lane) og forlod hende. Og hun var ikke den eneste. Bill var damernes ven, og en af hans påståede erobringer var Calamity Jane (Ellen Barkin), som han knepper på et billardbord. Selv om de ligger begravet tæt på hinanden, tyder intet dog på, at de i virkeligheden var andet end bekendte.

Slutningen er dog nogenlunde historisk korrekt. Som vi også ser i den senere tv-serie 'Deadwood', der i øvrigt blev produceret af Hill, bliver Bill under et pokerspil skudt af sønnen af den kvinde, han engang forlod (David Arquette). Inden da skal vi dog gennem flere langtrukne flashbacks i flashbacks.

På trods af en stjernebesætning, der også omfatter John Hurt, Keith Carradine og Bruce Dern, fremstår filmen som en rodet blanding af lort og lagkage. Den kommer på ingen måde op på siden af tidligere Hill-mesterværker som 'The Warriors', 'Streets of Fire', 'The Long Riders', '48 Hours' og min egen favorit 'Red Heat'.