Fly Me to the Moon (2024)

Filmen foregår under rumkapløbet i 60'erne, hvor regeringsagenten Moe (Woody Harrelson) hyrer marketingspecialisten Kelly (Scarlett Johansson) til at booste NASA's image, så Kongressen ikke smækker kassen i og stopper rejsen til Månen.

Apollo 11's opsendelsesleder Cole (Channing Tatum) bryder sig ikke om den geskæftige PR-dame, der har alskens beskidte tricks i ærmet, og han bliver da heller ikke indviet i Moes plan om at lave en falsk studieudgave af månelandingen, som kan bruges, hvis den virkelige mission skulle slå fejl, fordi det hele handler om at få røderusserne ned med nakken for enhver pris.

Der er desværre problemer med manuskriptet, som stritter i alle retninger og ikke rigtig kan finde kadencen. Filmskaberne forsøger at gabe over alt, alt for meget, og man sidder i en times tid og skæver til uret, før der omsider kommer gang i historiens to hovedtemaer: Den falske månelanding og den spirende romance mellem Scarlett og Channing. 

Brugen af den udbredte konspirationsteori er rigtig sjov, men romancen burde helt have været strøget, for der er beklageligvis nul kemi mellem de to hovedpersoner. Woody Harrelsons figur bliver heller ikke udviklet og virker bare fjollet og intetsigende, ligesom filmen helt unødvendigt forsøger at skabe comic relief med en totalt overgearet homoseksuel filminstruktør (ham der skal fake månelandingen), spillet af Jim Rash. Det er jo fint nok, at Hollywood inkluderer LGBTQ-personer, men man mærker hensigten og bliver forstemt, når de ender med at blive latterliggjort.

På trods af den faktisk fremragende produktionsværdi er det Ikke en film, jeg helhjertet kan anbefale.