Måske er der nogen der, når de ser Paradise Hotel, udbryder. "Luksushotel sydpå. Masser af sprut, labre partnere og skænderier. Himlen!"

I Tár er der drømmesyner for middelklassen.

Dirigent og musiker Lydia Tár er klog, smuk, dygtig, selvsikker, utrolig velklædt og velplejet. Hun klarer sig fortryllende i The New Yorker-interview med selveste Hr. Gopnik ⟲ og optræder mest på eliteinstitustioner og -restauranter. Luksuslejligheder, en Porsche og (lånt) privatfly bliver det også til. De unge damer er også forholdsvis vilde med hende.

Men ak. Hvor dygtigt hun end er, er hun også manipulerende og usympatisk. Knivene slibes i kulissen...

Historien er velfortalt og holdt problemfrit min interesse i over 2½ time.

Det skyldes især Blanchett, der leverer en pragtpræstation som det højtfungerende magtmenneske i kulturverdenen. Hun er klasser over kultur-vindbøjtler som Christian og Jeppe i hhv. The Square og Orkestret. Det er en fryd at se hende arbejde.

Det er en arty farty film. Så der kommer faktisk ikke rigtig billede på filmen før 5-minutters jammermusik og fortekster har kørt. Der fyres undervejs  finkulturelle anekdoter ⟲ og henvisninger ⟲ af i massevis. Aktørerne er ikke opdelt skarpt i helte og i skurke, og man ved ikke helt hvor filmen går hen.

Ganske seværdig.

Men vil du have din dirigentlobhudling i (lidt) mere velkendte Hollywood-rammer så se den ligeledes prægtige Maestro.

Anmeldelse: Maestro

4 ud af 5 taktstokke. Det er formentlig en begrænset del af nutidens ungdom, der nogensinde har hørt om Leonard Bernstein, men USA's største dirigent var et ikon i tresserne som komponist af musicalen "West Side Story" (1961), der omdefinerede musicalgenren og...