Historien er opdelt i seks kapitler og en epilog, men rækkefølgen er vilkårlig. Filmen åbner med kapitel tre og viser os en kvinde i rødt hospitalstøj på flugt gennem en skov, med blod på øret og mascara i striber ned over kinderne. Hun kaldes kun "The Lady". Forfølgeren er en mand – "The Demon" – med en riffel og en snert af coke i næsen. Det ligner starten på en brutal slasher, men det er en helt anderledes film, end man overhovedet kan forestille sig.

Lad være med at læse om den, men stol på anmeldernes tårnhøje scores. Jo mindre man ved, jo stærkere virker den. For 'Strange Darling' er ikke en film med ét twist, men kæder af dem. Næsten hver scene forandrer det, man troede, man vidste.

Willa Fitzgerald (kendt fra sæson 1 af 'Reacher') brænder sig fast som The Lady. Hendes præstation er både knivskarp og uhyggeligt nuanceret, og det er helt absurd, at hun ikke blev nomineret til (og vandt) en oscar for den. Kyle Gallner matcher hende som The Demon, og samspillet mellem dem er intenst på den helt rigtige måde.

Visuelt er filmen en fryd. Den er skudt i 35mm uden ét eneste spor af digital glathed. Giovanni Ribisi (ja, skuespilleren) står bag kameraet i sin debut som fotograf og leverer billeder så rige og levende, at man får lyst til at røre ved dem. Det er retroæstetik uden skyggen af pastiche.

Auteuren JT Mollner, som både har skrevet og instrueret filmen, leger konstant med illusioner. En indledende tekst hævder, at filmen bygger på en virkelig historie – på samme tvetydige måde som 'Fargo' – og hele filmen balancerer på grænsen mellem digt og virkelighed. Man aner inspiration fra 70’ernes exploitationfilm, fra Lynch og 'Blue Velvet', men resultatet er sin egen unikke bastard: en blodig, erotisk, manipulerende psykologisk thriller.

Bag det æstetiske og narrative kaos gemmer der sig dog en ildevarslende tematik om one night stand-kulturens mørke sider. Det hele starter i en bar, fortsætter via motel-eksperimenter med kvælning og dominans og ender i noget, der ikke kan røbes uden at spøjle oplevelsen. Men det er netop dér, 'Strange Darling' for alvor får bid: når den presser os til at overveje, hvem vi tror på, hvem vi frygter og hvorfor.

Der er mindre bifigurer – et ældre ægtepar, et par politibetjente, nogle hospitalsansatte – men filmen tilhører The Lady og The Demon. Det er deres dans, deres krig. Og vi er ikke tilskuere. Vi er vidner.

Kort sagt: 'Strange Darling' er ikke bare en film, man ser. Man tager den med sig bagefter. Den maser sig ind under huden og bliver der.

Anmeldelse: Reacher, sæson 1

4½ ud af 5 venezuelanske slips. Lee Childs romanfigur Jack Reacher er som et pust fra halvtredserne, hvor bøger og film vrimlede med gode og uovervindelige helte, som ikke behøvede pifte deres image op med spandexkostumer. Reacher er en tidligere soldat, som...