Denne serie indeholder scener af voldelig og seksuel karakter.

JA, FOR HELVEDE. ELLERS VILLE JEG JO IKKE SE DEN!

Volden er dog ikke videre udpenslet og sadistisk, og de seksuelle optrin er få og - for perioden - forholdsvis passionsløse.

PIA MØDTE MIG SOM 16-ÅRIG, MEN DE LORTE-CASTERE VÆLGER EN 31-ÅRIG TIL AT SPILLE ROLLEN. HVORDAN KAN DET BLIVE MIT PROBLEM, AT HØJSTATUSBORGERDYR BILLE AUGUST OG PERNILLE AUGUST IKKE HAR EN DATTER I RETTE ALDERSKLASSE? HVA'? HVA'?!

KRIMIDRONNING SARA BLÆDELS SØN ER OGSÅ MED I SERIEN. DE SMÅ BORGERDYR, DER IKKE VED EN SKID OM ROCKERLIVET, HAR FORMENTLIG OGSÅ LIGGET MED SNOTTEN LANGT OP I RØVEN PÅ HAM UNDER OPTAGELSERNE. "ÅH, HAR DU DET GODT ADAM? HILS MOR OG SIG, AT HVIS NOGET SKAL FILMATISERES, ER VI KLAR. JULIE KOMMER MED KAFFEN LIGE OM LIDT."

Serien om Bullshit er historien om vvs-lærling Hennings vej ind i banden, der siden bliver til Bullshit, og de facto forældreløse Pias vej ind i Hennings liv.

Teenagerne finder sammen i et os mod verden-fællesskab, lever stærkt og dør unge. I hvert fald den ene af dem.

Serien har, spilletiden taget i betragtning et ret snævert fokus. Bonnie&Clyde-romancen tilsat lidt social bekymring.

For at holde sympatien hos det unge par og de unge rødder, forties langt det meste af deres vold mod uskyldige, normale samfundsborgere og tv-serie-nydere.

Rockerne i tv-serien går ikke, som virkelighedens rockere, ind på hospitalet og æder maden stillet frem til de fødende kvinder for øjnene af dem, sender lægerne onde blikke og skrider igen. Rockerne gennemtæsker ikke forældre, der har deres børn med til fodboldkamp eller byfest. De dominerer og tæsker ikke et helt rejseselskab af normal-danskere på Mallorca. Vi ser ingen vold mod taxachauffører.

Næh, Makrellen er i serien en plaget, omsorgsfuld, dødsmærket helt. Ikke en konsekvent ildelugtende, utro hustru- og alt mulig andet-mishandler. Pia er ikke en voldsparat øreafbider.

BORGERDYRENE HAR GJORT OS SALGBARE!

Billedsiden kan også beskrives som snæver. Det evigt håndholdte kamera er hele tiden oppe i ansigterne på aktørerne, så vi kan se dem ruge sig igennem en masse små og store beslutninger. Det bliver ret irriterende i længden. For historien bliver ikke mere nærværende af den grund. Så skulle de have investeret i mere interessante replikker.

Dramaturgerne (ptuuuui!) spiller også alt for meget på det sikre og på klicheerne. Der er, som sagt, ikke så meget moralsk flertydighed, og vi skal pinedød se allerede kendte, historisk ukorrekte scener igen og igen.

• Fra festlig fest til stor tragedie på få minutter (tre gange, stærk bismag af dramaturg-eleksir)
• En del "Hvem er død/skadet i virkeligheden, rocker 1 eller rocker 2?"-pirring helt efter bogen. Men ingen videre spænding fordi begge rockere og deres skæbne er ligegyldige og det, selvfølgelig, helt efter bogen, er ham med mest på spil, der er kreperet. TROR DE IKKE AT VI HAR SET EN TV-SERIE FØR?!
• "Du må nu kysse bruden" (amerikansk vielsesritual) i stedet for "Så giv hinanden hånd derpå" (dansk vielsesritual). 
• Der gasses lige lidt vel meget op for Hennings mors koncentrationslejrophold.
• "Jeg fik ikke engang fortalt ham, at jeg er gravid. Han ville være så stolt" (OVER AT KUNNE RAMME NOGENLUNDE RIGTIGT?)

Men det internationale marked og klicheerne skal tilgodeses, selvfølgelig)

Et af afsnittene er optaget i ét hug, og en af skuespillerne har taget 20 kg på for at kunne spille en rolle. Så er der også kryds i de to kasser.

Skuespillerne gør det dog, stamtavle eller ej, ganske godt og det er meget fint med lidt mere 70'er- og 80'erne-nostalgi i et umætteligt marked.

Serien er baseret på en bog af Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen.

Anmeldelse: Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen: Bullshit

4 ud af 5 knallertbandemedlemmer. "En borger, det er sådan en, der står op om morgenen og går på arbejde, og kommer hjem klokken fem og får aftensmad og ser fjernsyn og går i seng. Sidder derhjemme og hører på kællingen hele weekenden. Altså med andre...