En tegneseriekunstner (Benedict Cumberbatch) er ramt af en ubeskrivelig sorg efter at han pludseligt mister sin hustru, Han magter dårligt at være alenefar til to uregerlige knægte i børnehavealderen. Tingene bliver ikke bedre, da han begynder at blive hjemsøgt af et uhyggeligt kragevæsen, først i mareridt og siden midt på dagen. Er det sorgen, der er ved at drive ham til vanvid, eller er det faktisk en dæmon, der næres af hans sorg og derfor puster til den? I hvert fald bliver hjemsøgelsen stadigt mere voldsom, og det går også ud over drengene, som hver især kæmper med sorgen på deres måde. Historien tager nogle uventede drejninger undervejs hen mod en fyldestgørende og (måske) tvetydig slutning, som ikke skal afsløres her.

Filmen er skrevet og instrueret af Dylan Southern efter Max Porters korte roman Grief is the Thing with Feathers (2015), som også er blevet til et skuespil med Cillian Murphy i hovedrollen. Filmen bliver i høj grad båret af Cumberbatch i en rolle, hvor han viser større emotionel bredde og dybde end i de fleste af hans film, hvor han er noget af et stenansigt (måske en efterladt vane fra rollen som Sherlock). David Thewlis er også fremragende som kragemonstrets stemme. Filmens klaustrofobiske stemning bliver forstærket af tætte nærbilleder, overfyldte værelser og Londons grå og regnfulde vintervejr; noget af en forandring for en instruktør, som tidligere stort set kun har lavet musikvideoer og dokumentarfilm om musik, bl.a. den roste No Distance Left to Run (2010) om bandet Blur.

Filmen har virkelig delt vandene hos både seere og anmeldere, hvor mange giver absolut topkarakter, mens andre giver absolut bundkarakter. Jeg kan egentlig godt forstå hvorfor, for hvis man forventer en rendyrket horrorfilm eller et socialrealistisk portræt af sorg, vil man blive skuffet. Man kan mene (og det gør flere anmeldere på IMDb) at filmen sætter sig mellem disse to stole og dermed falder på gulvet, men jeg synes at de to sider supplerer hinanden godt, ikke ulig i den mesterlige Franklyn (2008), som behandler et lignende tema og tilsvarende deler vandene. Det er nok ikke en film for alle, men jeg kunne vældig godt lide den.

Filmen får danmarkspremiere 5. februar 2026, men jeg tror ikke den kommer i ret mange biografer og næppe heller særligt længe, så hvis man vil se den på det store lærred, er det ikke i skrivende stund for tidligt at lede efter hvor den går.

Anmeldelse: Franklyn

4 ud af 5 fingerede selvmord. Franklyn er en overset filmperle fra 2008, der begynder i et religiøst domineret steampunkunivers kaldet Meanwhile City, hvor en af fire hovedpersoner, den maskerede Jonathan Preest, søger hævn over en morder. De tre andre lever i...