Robert Altman tager Raymond Chandlers roman og flytter Philip Marlowe ind i et slapt, solbleget Los Angeles anno 1973, hvor Elliott Gould spiller privatdetektiven som en mumlende, småforpjusket, kæderygende antihelt. Plottet følger nogenlunde forlægget: Marlowes ven Terry Lennox (Jim Bouton) dukker op midt om natten og beder om hjælp til at flygte til Mexico. Kort efter findes Lennox’ kone myrdet, og Marlowe vikles ind i en sag, der også involverer den fordrukne forfatter Roger Wade (Sterling Hayden), hans hustru Eileen (Nina van Pallandt) og gangsteren Marty Augustine (Mark Rydell). Nettet strammes, sandheder krakelerer, og alle lyver.

Gould er et mærkeligt valg. Han er ikke hårdkogt, ikke præcis, ikke verbalt farlig. Han driver rundt. Mumler. Smålunter. Den konstante kæderygning, som hos Chandler er en del af figuren, kommer her til at virke parodisk, fordi den ikke ledsages af den verbale skarphed, der skulle retfærdiggøre den.

Tidsforskydningen er endnu mere problematisk. Marlowe er en mand af sin egen æra, og når han flyttes til 70’erne, falder meget af hans kynisme og bid fladt til jorden. Altman virker mere interesseret i at udstille figuren som en anakronisme end i at forstå, hvorfor han fungerede i bøgerne.

Og så er der katten.

Den lange åbning med Marlowes kræsne kat er blevet berømt, men den er også symptomatisk: en løs, helt overflødig sidehandling, der signalerer, at Altman hellere vil lege med materialet end gå ind i det. Det er måske morsomt tænkt, men ikke særlig chandlersk.

Visuelt har filmen sin egen sløve 70’er-atmosfære, og Los Angeles føles faktisk rigtig. Byen hænger sammen. Men dialogen drukner ofte i mumleri, og hele produktionen har til tider et lidt fladt, næsten tv-agtigt præg, som ikke hjælper på indlevelsen.

Der er kvaliteter. Sterling Hayden har tyngde i sine scener, og Altman skaber øjeblikke af sær, desillusioneret stemning. Men som fortolkning af Chandler rammer filmen ved siden af målet. For hos Chandler er plottet kun halvdelen af ligningen. Det afgørende er stemmen, rytmen, persontegningen. Og det er netop det, der mangler her.

’The Long Goodbye’ kan fungere som en doven, dekonstruerende anti-noir. Som Chandler-film er den en temmelig slasket affære.

Los Angeles er genkendelig. Marlowe er ikke.

Hvis du vil se en vellykket samtidig Chandler-filmatisering, så snup 'Farewell, My Lovely'.

Anmeldelse: Farvel, min elskede

3½ ud af 5 flasker bourbon. Robert Mitchum spiller Philip Marlowe i Dick Richards’ neo-noir fra 1975. Han hyres af den tårnhøje Moose Malloy (Jack O’Halloran) til at finde dennes forsvundne kæreste Velma, men sagen udvikler sig hurtigt i retning af mord,...