Jeg havde aldrig hørt om denne svenske science fiction-film fra 2022, før jeg så en trailer for den på Youtube og fandt den på HBO Max.

I modsætning til de fleste andre skandinaviske spændingsfilm virker den meget amerikansk, ikke bare på overfladen, men i sit DNA. Den spiller på hele registret af Spielberg-skolens kunstgreb: lommelygter i tåge, børn på opdagelse i en større, skjult virkelighed, og følelsen af, at verden kan tippe når som helst.

Historien er enkel: Denise (Inez Dahl Torhaug) mister som barn sin far under en UFO-efterforskning. Som teenager (i Norrköping, 1996) nægter hun at acceptere forklaringen og opsøger hans gamle klub, UFO Sweden. Og da et spor bogstaveligt talt falder ned fra himlen, bliver hun og ufo-nørderne trukket ind i noget, der viser sig at være langt større end en forsvunden far.

Opsætningen er klassisk. Outsidere, mystiske fænomener, myndigheder der ved mere end de vil indrømme. Filmen lægger sig bevidst i kølvandet af 'Nærkontakt af tredje grad', 'Goonierne' og 'Stranger Things' og gør ikke noget for at skjule det. Til gengæld er der en vis stædighed i måden, den gennemfører det på. Den føles som et underdog-projekt, der ved præcis, hvad det vil, og gennemfører det med noget nær bravur.

Det mest overraskende er det tekniske niveau. Fotograferingen er præcis, effekterne er overbevisende, og flere sekvenser har en skala, man normalt forbinder med langt større produktioner. Den ligner en film, der bevidst ønsker at konkurrere med dem, den efterligner.

Samtidig er den bundet til noget mere jordnært. Den handler mere om sorgbearbejdelse end rumvæsener. Denise forsøger ikke bare at bevise, at der findes noget derude – hun forsøger at bevise, at hendes far ikke forlod hende. Det giver historien en følelsesmæssig tyngde, som mange lignende film mangler.

Men ambitionen har en pris. Filmen bliver for lang, og den begynder at forklare for meget. Når den bevæger sig ind i pseudoteknik og dimensionsteori, mister den noget af sin styrke. En strammere struktur havde gjort den mere effektiv.

Alligevel er det svært at afvise den. Den er ujævn, men har retning. Den pynter sig med lånte fjer, men har sin egen personlighed. Og midt i alle lånene og referencerne lykkes det den faktisk at få tilskueren helt ud på kanten af sædet.