'The Whisper Man' følger en far, Tom Kennedy (Adam Scott), og hans lille søn Jake, som forsøger at starte forfra efter et personligt tab. De flytter ind i et gammelt hus i en lille by, men snart begynder drengen at tale med en mystisk pige, som tilsyneladende ved ting, hun umuligt burde kende til. Samtidig dukker minderne om en gammel sag om bortførte og myrdede børn op igen. Sporene fører tilbage til den såkaldte Whisper Man, en seriemorder, der lokkede børn til sig ved at hviske uden for deres vinduer. Efterhånden bliver det klart, at fortiden, huset og den nye række begivenheder hænger sammen.

Filmen rammer ganske godt den gammeldags, dystre thrillertone. Den er mørk, langsom og ubehagelig på den rigtige måde, og grundmaterialet har alt, hvad der burde være nødvendigt: forsvundne børn, et gammelt hus, familiehemmeligheder, en seriemorder og et anstrengt forhold mellem far og søn.

Castingen er generelt meget vellykket. Michael Keaton er især fremragende og dybt ubehagelig som den oprindelige seriemorder, som har siddet fængslet i en menneskealder og derfor ikke kan stå direkte bag den nye bølge af bortførelser og mord. Han behøver ikke store armbevægelser for at virke skræmmende. Netop hans afdæmpede fremtoning gør figuren endnu mere foruroligende.

Michelle Monaghan er også god som den opdager, der leder den nye efterforskning, men Robert De Niro, der spiller Tom Kennedys far, den pensionerede politimand Pete Willis, som i sin tid fangede The Whisper Man, er derimod filmens svageste led. Han er naturligvis en erfaren skuespiller, men her virker han fejlcastet og til tider næsten fraværende. Man ser mere Robert De Niro end den person, han skal forestille at være, og det bryder illusionen i en film, der ellers lever meget af sin atmosfære.

Det største problem er dog manuskriptet. Jo længere historien skrider frem, desto flere spørgsmål rejser den uden at give tilfredsstillende svar. Jeg har ikke læst Alex Norths roman, og det er meget muligt, at nogle af forbindelserne og forklaringerne fungerer bedre dér. Men filmen må bedømmes som film, og her bliver der ganske enkelt for mange tilfældigheder og logiske spring.

Historien om den mystiske pige er det tydeligste eksempel. Hun spiller en vigtig rolle gennem en stor del af filmen og ligger inde med oplysninger, hun ikke burde kunne have. Men selv om filmens sidste billeder giver en slags forklaring på, hvem eller hvad hun er, og hvor hendes viden kommer fra, føles hun mindre som en integreret del af historien og mere som et praktisk (og efter min mening kikset) redskab, manuskriptet kan bruge til at føre handlingen videre.

Det samme gælder flere af personernes handlinger. De træffer valg, ikke fordi de virker naturlige, men fordi historien har brug for, at de gør det. Forbindelserne mellem huset, personerne, mordene og den afsluttende konfrontation bliver efterhånden så konstruerede, at filmen kræver mere velvilje fra tilskueren, end den har gjort sig fortjent til. Det er synd, for der ligger en langt bedre psykologisk thriller gemt i materialet. Stemningen fungerer, skuespillerne fungerer for det meste, og flere scener er virkelig effektive. Men manuskriptet vælger alt for ofte bekvemme sammentræf frem for en historie, der hænger logisk sammen.

Måske udfylder romanen hullerne. Som selvstændig film gav 'The Whisper Man' mig imidlertid langt flere spørgsmål end svar – og ikke af den interessante slags.