Jeg har aldrig rigtig brudt mig om Justice League, der er en sammenslutning af superhelte, som oprindelig havde hver deres private univers, før de til sidst blev samlet under DC's paraply, og man skulle have Olympen og Atlantis til at passe ind i vores verden. Det endte med for mange kokke med for mange krydderier, og det er ikke tilfældigt, at både Wonder Woman, Batman og Superman altid klarer sig langt bedre alene end i flok. Ud over disse tre møder vi Cyborg (fra Teen Titans), Flash (eller Lynet), som efter et halvt århundrede på banen er regrederet til uerfaren teenager, og Aquaman, der i den oprindelige tegneserie var en blond arier, men nu portrætteres af den langhårede hawaiianer Jason Momoa, der gjorde sig langt bedre som Conan Barbaren for nogle år siden. Denne flok er oppe mod en af Jack Kirbys new gods ved navn Steppenwolf, og  hvorfor hulen de ikke brugte hans nevø Darkseid i stedet, er mig en gåde. Jeg gøs, da jeg så, at Jesse Eisenbergs Luthor var med på rollelisten, men han dukker heldigvis først op efter rulleteksterne, hvor han (åh ve!) lover os en fortsættelse. Zack Snyder, som glædede os med Watchmen og Man of Steel og skuffede os med Superman vs. Batman, gør det (selv med hjælp fra Joss Whedon) ikke bedre her. DC har meget at lære, før de kommer op på siden af Marvel blockbusterwise.

Heldigvis udgav Zack Snyder senere sin egen udgave, som retter ret godt op på fejlene her. Blandt andet er Darkseid med i den, og det hjælper gevaldigt på det.

Anmeldelse: Zack Snyder's Justice League

4 ud af 5 nye guder. Det var Joss Whedon, der i 2017 færdiggjorde JL-biografversionen, som Snyder måtte forlade på grund af et dødsfald i familien. Whedon, som havde haft succes med Marvels Avengers, lagde stilen op ad dette, og filmen blev et flop. Jeg gav...