Oliver! (1968)

Nu om dage vælter folk i biografen for at se superheltefilm (selv om trenden synes i tilbagegang), men i gamle dage var musicals med til at trække læsset. 

Ud af Oscar-uddelingernes 96 bedste film hører ti til denne genre, og det var i tresserne, genren toppede med hele fire af slagsen: 'West Side Story' (1961), 'My Fair Lady' (1964), 'The Sound of Music' (1965) og 'Oliver!' (1968).

Historien handler om den forældreløse dreng Oliver Twist, der stikker af fra vajsenhuset og ender blandt ludere og lommetyve i victoriatidens London.

Som Dickens-filmatisering når Carol Reeds 'Oliver!' ikke helt op på siden af David Leans mesterværk fra 1948, men som musical er den suveræn. Kulisserne, kostumerne og koreografien gør den til en visuel slikbutik, godt hjulpet af Lionel Barts sange og en suveræn cast, anført af en djævelsk veloplagt Ron Moody som hæleren Fagin.

Selv om Dickens benægtede, at han skulle være antisemit, var samtiden behørigt forarget over hans jødesyn i romanen, og i de seneste udgaver fjernede forfatteren enhver reference til Fagins etniske oprindelse. Den nævnes heller ikke i Leans filmatisering, hvis makeup-artist til gengæld fik Fagin (Alec Guinness) til at ligne en krumnæset karikatur hentet direkte fra 'Der Stürmer'. I Reeds version er enhver reference til Fagins jødiske baggrund fjernet, bortset fra at Ron Moody faktisk var jøde.

Selv om Moody stjæler rampelyset i hver eneste scene, han medvirker i, er filmens egentlige skurk Bill Sikes, spillet af Oliver Reed. Ensemblet suppleres af Shani Wallis som Nancy og barnestjernen Jack Wild som The Artfull Dodger (Lurendrejeren). Wild blev berømmet og nomineret til en birolleoscar for sin præstation, men hans karriere nåede aldrig et lignende højdepunkt.

Oliver selv bliver spillet af den kønne Mark Lester, hvis rolle mest er at agere kastebold for de farverige dickenske bipersoner, blandt hvilke Hugh Griffith bestemt også bør nævnes i rollen som fordrukken dommer.

Stemningen og historien er gjort familiefæhig med den lede Fagin som børnevenlig hyggeonkel. Det er muligt, Dickens roterer i sin grav, men det er virkelig en af de mest vellykkede filmmusicals, jeg nogensinde har set.

Skal jeg brokke mig over noget som helst, er det det vildt usandsynlige lykketræf, at Oliver midt i storbyens mylder lige præcis skal løbe ind i en (på det tidspunkt ukendt) slægtning, der redder ham tilbage til hans egen familie. Men det er taget direkte fra Dickens' bog og en forudsætning for historiens happy ending, som i filmen bliver forstærket af, at Fagin slipper for galgen og danser bort i solnedgangen hånd i hånd med Lurendrejeren.